Den københavnske bydel Tingbjerg er under en form for belejring. I dagtimerne rykker socialpædagogerne ind for at tage sig af beboerne, som overvejende er indvandrere og socialt udsatte. Når mørket falder på, og de velmenende går hjem, tager banderne over. Et aktuelt problem er ifølge socialarbejdere i området, at kriminelle afkræver kontanthjælpsmodtagere deres hævekort. Det skriver Berlingske.
Set med Ulrich Vogels øjne er det en alarmerende del af virkeligheden i Tingbjerg. Vogel har været præst ved Tingbjerg Kirke siden 1992, og det vakte stor opsigt, da han i 2009 blev drevet ud af bydelen, efter at han blev terroriseret, og hans præstebolig blev vandaliseret. Først fire måneder senere vendte han tilbage.
»Når man hører om mafiaen på Sicilien, tænker jeg altid: Man behøver slet ikke at rejse så langt. Den form for kriminalitet fungerer fint i Tingbjerg. På den måde er det et parallelsamfund. Der er et tomrum, som er blevet fyldt ud af kriminelle. Og det er efterhånden fuldstændig indgroet i bydelen,« siger Ulrich Vogel til Berlingske.
Sammen med andre kendere af forholdene i Tingbjerg bryder præsten nu fem års tavshed i den offentlige debat. Og i mandagens kronik i Berlingske tegner Søren A. C. Stenbøg, jurastuderende og tidligere frivillig ved Diakoniens Hus i Tingbjerg, billedet af en bydel, som er glemt af omverden, og hvor retssikkerheden sejler.
Læs også:
Næsten 6.000 mennesker bor i Tingbjergs gule murstenshuse ved Utterslev Mose. Bydelen fra 1950erne skulle materialisere den socialdemokratiske velfærdsdrøm om at få arbejderklassen ud af byens baggårde. 70 procent af beboerne har i dag anden etnisk baggrund end dansk, 33 procent står uden for arbejdsmarkedet.
Beboerne har længe ønsket at åbne det almene boligområde, men der er stadig kun én vej ind, hvilket understreger følelsen af, at Tingbjerg er afskåret fra omverdenen. Eller som Gülay Sahin, der har boet i bydelen, skrev i en kronik fra 2006:
»Tingbjerg er blevet et sted, hvor man kun tager hen, hvis man bor der.«
Fra sit kirkekontor med udsigt gennem de snorlige gader giver Ulrich Vogel denne introduktion til bydelen:
»Når du kommer ind her i Tingbjerg, ser du, at mange skodder er trukket for. Havde du været her for 20 år siden, havde der hængt en masse dejlige blomster på altanerne. I dag har måske to lejligheder altankasser med blomster. Du kører forbi et slidt indkøbsområde. Det hele er enormt slidt. Hyggen er absolut også begrænset om dagen, men på det tidspunkt er illusionen om en fredelig bydel nok lidt større,« siger han:
»Så snart alle de professionelle hjælpere - jeg er selv ofte en af dem - kører hjem, sker her en forandring. Så er her næsten ingen mennesker på gaden. Før stod vi længe og talte med hinanden. Nu skynder folk sig hjem.«
Læs også:
Masti Jutka, som er socialrådgiver ved Tingbjerg Kirke, tager over:
»I mørket er her meget, meget stille. Jeg bryder mig ikke om at sige det, men nogle gange kontrollerer unge drenge gaderne. Nogle gange spærrer de gaderne af. De spørger, hvorfor folk vil ind i Tingbjerg. Nogle gange kræver de også penge for, at folk kan komme ind i området,« siger Masti Jutka:
»Ja, det er meget nemt. Der er kun én vej ind i Tingbjerg.«
Socialrådgiveren forklarer, at hun og andre har forsøgt at råbe politiet op.
»Når vi tager det op med politiet på Bellahøj, siger de: »Ja, vi ved godt, der er nogle drenge, som tror, at de styrer det hele«. Men det gør de. Det ved den yngste dreng på skolen og den ældste kvinde på gaden. Hvad ved politiet, som en gang imellem kører gennem området i en patruljevogn? Det her er et parallelsamfund,« siger Masti Jutka.
Læs også:
Indtil for nylig undrede Ulrich Vogel og Masti Jutka sig over, at nogle af områdets skrøbeligste beboere var flade først på måneden. Svaret er, at de trues til at aflevere hævekortet, når det offentlige har fyldt på.
»Før i tiden havde vi et billede af, at hvis der skete noget kriminelt, så skete det i det mindste uden for bydelen. Den form for solidaritet er der ikke længere,« siger Ulrich Vogel.
Omvendt tegner Anders Bo Møller, politikommissær og leder af lokalpolitiet i Nordvest, billedet af, at det går fremad i det belastede boligkvarter. Politiets statistik viser også, at de seneste års fald i antallet af anmeldt kriminalitet generelt er fortsat langt ind i 2014.
Den hårde kriminalitet handler med politikommissærens ord om »20-25 unge, som er kommet på gal kurs«. Det er korrekt, forklarer han, at kriminelle tidligere har stoppet udefrakommende, men han afviser, at det sker i dag. Hvad angår afpresning af kontanthjælpsmodtagere, har politiet én sag.
»Vi hørte, at en sådan ny kriminalitetstype bredte sig i området. Vi har undersøgt det, og de, som vi har talt med, siger, at de har et godt forhold til de unge. Vi kender konkret til et tilfælde herude af den slags, og det er under efterforskning,« siger Anders Bo Møller.
Men tingene i Tingbjerg foregår angiveligt også uden myndighedernes kendskab. En af historierne er, at en lokal virksomhedsejer blev afpresset af kriminelle. Da han ikke længere kunne betale, blev hans ruder smadret igen og igen, indtil forsikringsselskabet ikke længere ville betale. Nu er han væk.
Det var Ulrich Vogel også i en periode.
Ved en optælling i januar i år var kun ca. 16. procent af Tingbjergs beboere medlem af folkekirken. Arbejdet som præst ved diakonikirken består af blandt andet gudstjenester og kirkeligt-socialt arbejde for rodløse, ensomme misbrugere eller af andre mennesker, som har brug for hjælp. Det giver præsten en kæmpe berøringsflade i området uanset beboernes religion og etnicitet; et dybt berigende arbejde, understreger Ulrich Vogel.
Omkring år 2000 blev områdets voksende problemer med kriminalitet meget tydelige. I 2009 kulminerede de, og på et besøg i Tyskland så Ulrich Vogel på tysk TV billeder af Tingbjerg Skole stå i brand.
Også præsten blev ramt af chikanerier. De tog til, efter at han i august samme år på TV 2 kommenterede, at busselskabet Arriva på grund af chikane og hærværk havde stoppet bustrafik til Tingbjerg og områdets allerede isolerede beboere. Hans præstebolig blev udsat for et ualmindeligt groft indbrud.
»Tre dage efter skete det, som gjorde, at det knækkede fuldstændig for mig. Jeg sad i mit hjem og hørte det pusle udenfor. Jeg lyttede efter og kunne høre, at det var samme flok, som nu forsøgte at komme ind i min have,« fortæller Ulrich Vogel:
»Jeg ringede til politiet og sagde: Nu er de her. Nu har I chancen.«
»Vi kommer, når vi får tid,« lød svaret.
Politiet kom aldrig.
Læs også:
»De kom ikke, selv om der var sket så mange ting ved mit hus. Og selv om jeg som tjenestemand havde en særlig funktion i Tingbjerg. Dér tænkte jeg, at det var sidste nat, jeg sov i det hér hus og kvarter.«
Mange politikere fastslog chikanen mod præsten som uacceptabel. Kun én fulgte op. Da Vogel fire måneder efter var tilbage, kom Pia Kjærsgaard (DF), Dansk Folkepartis daværende formand, diskret til gudstjeneste i Tingbjerg Kirke.
Søren A.C. Stenbøg skriver i mandagens kronik, at en ældre kvindelig beboer i Tingbjerg gennem en årrække blev udsat for indbrud, uden at politiet kom. Ifølge Ulrich Vogel er der et mønster.
»Politiets kontakt til borgerne burde blive opprioriteret. Jeg har netop været i Vollsmose, og dér har man placeret en nærpolitistation i selve området. Det samme er blevet foreslået i Tingbjerg, men det er blevet vurderet, at det er for farligt - selv om vi får at vide, at det går godt herude,« siger han.
Ulrich Vogel og Masti Jutka er begge tilflyttere fra Tyskland og undres over de mange projektmedarbejdere i området, som ikke har knækket problemerne. Tingbjerg lugter i en vis forstand af Østtyskland, mener de.
»Jeg har været Danmark-fan til tåspidserne, men jo længere jeg er i landet, desto mere minder det mig om Østtyskland: Alt er tilrettelagt. Nogen har altid en plan. Men de mennesker, som det drejer sig om, spiller en underordnet rolle - de er statister i deres eget liv. Det er også en vigtig pointe i Tingbjerg. Alt for mange føler sig som statister i deres eget liv. Det umyndiggør folk,« siger Ulrich Vogel.
Han betoner, at han ikke er meget for igen at tale offentligt om det Tingbjerg, som han på mange måder er vokset sammen med.
»Når folk læser det her, tænker nogle måske: Nå, han er aldrig kommet sig. Og nej, det er jeg ikke. Men jeg kan sagtens skelne mellem min egen situation og Tingbjerg, hvor jeg i mange år har oplevet beboerne være plaget af kriminalitet. Trods mine store personlige omkostninger kan man sige, at jeg kom herfra på »første klasse«, men mange andre mennesker herude har ikke samme mulighed,« siger Ulrich Vogel:
»Og det er min motivation for at tale nu.«
