I overført betydning kæmpede han for frihed hele sit liv. Men under besættelsen var Anker Jørgensen fremme i forreste række som medlem af modstandsbevægelsen.
»Vejen er så lang til fred og frihed. Men vi mennesker må rejse os og gøre vejen kortere – inden det er for sent.«
Da nu afdøde tidligere statsminister Anker Jørgensen udtalte disse bevægende ord en mild majdag i 1985 ved en mindehøjtidelighed, vidste han helt ind i sin krop og sjæl, hvad han talte om. For han var selv én af dem, der havde rejst sig. Og kæmpet.
Selvom han gennem hele sit liv med stor ydmyghed underspillede sin egen rolle – »jeg har aldrig udøvet de store heltegerninger«– tog Anker Jørgensen aktivtdel i modstandskampen under besættelsen og var i en alder af bare 21 år leder af en større modstandsgruppe i København, hvis aktiviteter kunne have kostet ham livet.
Den lille mand med det store hjerte skjulte ikke alene som ung soldat heltemodigt sin tjenestepistol i en roemark udenfor kasernen, han brugte også den selvsamme pistol til koldblodigt at holde personalet i Handelsministeret op, mens arkiverne blev tømt for vigtige værnemagerlister.
»Jeg tror, at det var hans almindelige beskedenhed, der gjorde, at han ikke rigtig talte om det. Men han havde sgu ikke noget at skjule, for det er en virkelig flot historie,« siger journalist og forfatter Alex Frank Larsen, som kendte Anker Jørgensen gennem 45 år og har skrevet flere bøger om og med ham, herunder biografien ’Anker, et liv med fejder’:
»Men hans tid i modstandsbevægelsen skulle lokkes ud af ham.«
’Vær klar til det værste’
Kimen til frihedskæmperen Anker Jørgensen blev for alvor sået dén dag, Danmark blev besat. Anker Jørgensen var 17 år gammel.
Da han tre år senere var indkaldt som soldat og gjorde tjeneste som gardehusar i Næstved, brød spiren gennem den tyngede danske muld.
Den 29. august 1943 var dagen, hvor besættelsesmagten erklærede militær undtagelsestilstand. Kasernen i Næstved blev stormet af tyske soldater. Forrest stod Anker Jørgensen.
»Så pludselig blev vi vækket og fik besked på at være klar til det værste. Der blev sagt, at man sloges i København,« skrev Anker Jørgensen senere om den nat, der ændrede alt.
»Kl. 4.55 blev kasernen overdækket med granatild og maskingeværsalver, og en kort kamp begyndte, som jeg aldrig vil glemme,« skrev han videre og berettede om, hvordan han »med hjertet oppe i halsen løb, som jeg aldrig har løbet før«.
To befalingsmænd og en soldaterkammerat blev dræbt den nat, hvor det blev Anker Jørgensen og en soldaterkammerats lod – midt i kugleregnen – at tage de tunge skridt ud i fjendelejren, bærende på det hvide flag.
Skjulte sit våben
Men samtidig brød spiren igennem, og den 21-årige Anker Jørgensen udførte sin første heltegerning under besættelsen. Han udnyttede nemlig det kaos, der herskede på kasernen, til at grave sit våben ned på roemarken udenfor. Talte møjsommeligt sine skridt på vejen, så han kunne finde det igen.
Våbnet kom dog først i brug efter seks uger som krigsfange. Anker Jørgensen vendte tilbage til friheden – hvis man ellers kan kalde den dét under besættelsen – og sluttede sig til den københavnske modstandsbevægelse, hvor han hurtigt blev gjort til leder af sin egen gruppe, sammensat af de gamle soldaterkammerater, samt nære kolleger fra FDB, hvor Anker Jørgensen havde fået arbejde.
»Han kom ind i gruppe P6, en slags undergrundshær, hvor han stod for at flytte våben,« forklarer Alex Frank Larsen og fremhæver en anekdote, hvor Anker Jørgensen og hans mænd skulle transportere en sending svenske Husqvarna maskinpistoler fra Nordsjælland til en illegal våbencentral i Valby.
Den unge modstandsmand var så optaget af sit forehavende, at han intet så på fortovet, hvor han bar på sine kasser.
»Jeg var lige ved at vælte en tysker, der kom med en æske lagkager, men i sidste øjeblik undgik jeg at vælte ham og hans kager. Jeg sagde højt og tydeligt ’Entschuldigen’. Han smilede, og så var det overstået,« fortalte Anker Jørgen selv om episoden i ovennævnte bog.
Høflig modstand
Høflighed var i øvrigt kendetegnende for Anker Jørgensens tidlige virke i modstandsbevægelsen. Ofte havde gruppen ikke egne biler til transporten af våben, og måtte derfor i bogstaveligste forstand kapre en taxa.
»Goddag, det er fra modstandsbevægelsen. Vi vil gerne låne dig og din bil,« lød den høflige ordre til taxa-chaufføren.
Blandt gruppens øvrige opgaver var også at tømme vigtige arkiver. Herunder et værnemager-kartotek, som befandt sig i Handelsministeriet.
»Vi var nødt til at holde personalet op,« lød den nedtonede beretning fra Anker Jørgensen.
Men det var faktisk Anker Jørgensen selv, som med sin pistol koldblodigt holdt kontorchefen og de 20-30 ansatte op, mens de vigtige kartoteker blev lænset for listerne over de danske værnemagere, som efter krigen blev brugt til retsopgøret mod de personer og firmaer, som udførte arbejde for værnemagten.
Og i takt med at modstandsbevægelsens aktioner tog til i styrke og intensitet, nærmede den dag sig gradvist, som alle – eller i hvert fald de fleste – drømte om.
»Jeg læste et sted, at den 5. maj 1945 var en hundekold dag. Det kan jeg slet ikke huske. Solen skinnede da, og Danmark var blevet et frit land igen,« sagde Anker Jørgensen ved mindegudstjenesten i 1985.
Stærk retfærdighedsfølelse
Var det koldt, fik Anker Jørgensen og hans gruppe varmen i de hektiske dage efter befrielsen, hvor arbejdet langtfra var slut. For nu indgik han i arbejdet med at arrestere tyske topnazister, bl.a. på Dagmarhus, hvor de mest fremtrædende holdt til.
Selv dengang, hvor han blot var en ung mand på 22 år, brændte hans stærke retfærdigheds- og ordentlighedsfølelse igennem. For de københavnske gader svulmedeaf hævntørst. Det vakte et stort ubehag i ham. Ikke mindst at også brodne kar indenfor modstandsbevægelsen også gik over gevind.
»For mig var kampen mod Tyskland ikke en kamp mod det tyske menneske, det tyske folk, men mod nazismen i dem,« har han sagt.
Og vemodigt tilføjet: »Vi skal være lykkelige for, at det hele ikke endte med de lange knives nat.«
Og hans egen rolle imodstandskampen?
»Det var kendetegnende for ham, at man ikke skulle føre sig unødigt frem,« siger Alex Frank Larsen.
Anker Jørgensen - bagest - med sine soldaterkammerater. Mange af dem hvervede han til modstandsgruppen.
Efter befrielsen var Anker Jørgensen med til at arrestere en række tyske topnazister, som bl.a. holdt til her på Dagmarhus i København.
En meget ung Anker Jørgensen i gardehusar-uniform.
Frihedskæmperen Anker Jørgensen ses her med sin gruppe, der var en del af undergrundshæren P6.
