Test af gamle soldater skal vise, om depression og diabetes skader hjernen langvarigt og fremmer demens.

København. Gamle soldater skal hjælpe forskerne med at afsløre, om folkesygdomme som diabetes 2 og depression skader hjernen og fremmer den frygtede sygdom demens.

Mindre studier har antydet en forbindelse mellem depression og diabetes og skader på hjernen. Men det nye danske forsøg er det første på verdensplan med en stor befolkningsundersøgelse.

– Vi håber at komme med svar på, om diabetes eller depression påvirker mennesker intellektuelt, og måden, vi ældes på, siger professor Erik Lykke Mortensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

I samarbejde med Forsvaret vil han have 2.400 danske soldater, der var til session i 1939-1959, til at besvare samme intelligenstest som dengang. Resultatet skal i dag, 40 år efter, sammenholdes med deres livs sygdomshistorie.

– Da folks intelligens forandrer sig utrolig lidt gennem livet, giver det et billede af effekten på hjernen af deres sygdomme, siger Erik Lykke Mortensen.

Depressionsforeningens generalsekretær, Kasper Tingkær, følger studiet med stor interesse på vegne af anslået 150.000 danskere med depression.

– Bekymringen for langtidsvirkninger fylder rigtigt meget hos vores medlemmer, siger han.

– Når der ses en stor stigning i både demens og i depressioner, så tænker mange forståeligt, om der er en sammenhæng. Er der det, er det jo dobbelt så vigtigt, at vi sætter ind i tide og minimerer sygdommens længde og skader på den enkelte patient.

Faglig direktør i Diabetesforeningen Kristian Johnsen er enig:

– Der findes i dag nogle få studier, som viser, at diabetes påvirker hjernen negativt. Men det er et underbelyst område. Derfor er det en mærkesag for os at få mere fokus på emnet, herunder de fysiske skadevirkninger af at leve under et betragteligt livslangt psykologisk pres som kronisk syg, siger han.

/ritzau/