De danske soldater i Afghanistan er så utrygge ved det udstyr, som forsvaret udleverer, at de køber noget andet selv.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er reglen mere end undtagelsen, at soldaterne bruger over 20.000 kr. på at købe hjelme, kampveste, pistolhylstre og andet isenkram, når de skal i krig mod talebanmilitsen. Det fortæller flere soldater til B.T.

- Den hjelm, vi får, er nærmest lavet af pap. Den er jeg utryg ved at bruge i en krigssituation, siger en soldat, der nu vendt hjem efter at have gjort tjeneste i Helmand provinsen.

- I min deling var der tre (En deling er som regel på 35 mand, red.), der ikke havde købt store dele af deres eget udstyr, siger en anden.

B.T. har talt med en række soldater, der forklarer, at mange af pengene bliver brugt, fordi soldaterne er lidt 'nørdede' med at have noget lækkert udstyr.

Men de er også nervøse ved det, som forsvaret giver dem.

Særligt den udleverede hjelm og fragmentationsvest er foragtet af soldaterne.

I soldaternes fagforbund Hærens Konstabel- og Korporalforening kender man udmærket problemet. Men formand Flemming Vinther mener ikke, at forsvaret ikke udstyrer soldaterne godt nok.

Gør et stort arbejde

- Forsvaret gør faktisk et stort stykke arbejde for at soldaterne får det bedst mulige udstyr. Men det er et problem, at soldaterne føler sig utrygge ved det, de får udleveret, siger han.

- Det ville være en god ide, hvis forsvaret sørger for at informere bedre og mere direkte om, hvorfor de har valgt det udstyr, som de har valgt, siger han.

Soldaterne køber hjelme, veste og andet grej over internettet og både forsvaret og HKKF påpeger, at det udgør et alvorligt sikkerhedsproblem for soldaterne.

Udstyr ikke testet

- Soldaterne tror, at det, de køber, er bedre. Men de kan ikke vide det, for det er jo ikke testet. Det udstyr, vi bruger, er testet meget nøje til de ting, som det skal bruges til, forklarer Flemming Agerskov, oberstløjtnant og chef for langtidsplanlægningsenheden i HOK.

Han understreger, at soldaterne ikke får lov til at bruge hjelme og veste, som de selv køber.

Soldaterne mener ikke, at den udleverede hjelm kan stoppe en kugle. Kun fragmenter. Det erkender HOK. Det samme gælder den udleverede fragmentationsvest.

- Det er ret sjældent, at soldaterne bliver ramt af kugler. Det er langt mere almindeligt med fragmenter. Vi tester også for trykabsorbering, som forekommer ved en eksplosion. Der kan for meget panser bare overføre sprængkraften til kroppen eller hovedet, og så går det galt, siger han.