En 24-årig kvinde er anholdt og sigtet for bedrageri. 

Syd- og Sønderjyllands Politi mener, at kvinden mødte op på flere adresser i Sønderjylland – Nordborg, Sønderborg og Aabenraa – og udgav sig for at være fra de pågældende borgeres bank.

Her havde en person på forhånd kontaktet borgerne og givet besked om, at borgerens hævekort var for gammelt eller defekt, og at der derfor ville ankomme en person for at hente kortet.

Bedrageriet fandt sted i midten af april, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Anmeldelserne om bedrageri fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at efterlyse kvinden med billeder, og det resulterede i flere henvendelser, fortæller politiet i en pressemeddelelse.

»Vi er taknemmelige for alle de borgerhenvendelser, der hjalp os til en hurtig identifikation af kvinden,« siger politikommissær Martin Hess Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi i meddelelsen.

Politiet oplyser desuden, at den pågældende kvinde nu er sigtet for 14 forhold, heriblandt bedrageri, databedrageri og tyveri.

»Når politiet har afsluttet efterforskningen, sendes sagen videre til anklagemyndigheden, som beslutter, hvad der videre skal ske,« lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.