Det tog Simi Jan flere uger at komme sig over oplevelserne i 'Forræder'.

Her fortæller TV 2-korrespondenten i hæsblæsende vendinger om sit exit i det populære underholdningsprogram, hvor hun især var chokeret over én af sine medspillere.

»Det var totalt øv! Jeg har totalt nedtur over at ryge ud i tredje afsnit,« lyder det fra 45-årige Simi Jan, der røg ud efter at have været på 'forræder'-holdet med komiker Heino Hansen og skuespiller Anton Hjejle.

»Jeg kunne mærke i løbet af dagen, at pilen begyndte at pege mod mig, men da jeg blev stemt ud, var jeg alligevel helt rundt på gulvet,« tilføjer hun.

Ugens afsnit bar især præg af seancen ved 'frokostbordet', hvor deltagerne skulle beslutte, om de ville stemme en deltager ud, eller give 'forræderne' mulighed for at 'begå mord' mod at optjene flere sølvbarer.

»Jeg fortryder, at jeg ikke havde mod nok til at gå imod hele gruppen og sige, at jeg stemte for 'mord',« fortæller Simi Jan og fortsætter:

»Selvom jeg derved måske havde underskrevet min egen dødsdom, ville jeg i det mindste have haft mulighed for at myrde én ekstra og muligvis have reddet mig selv dagen efter, men jeg turde ikke af frygt for at blive udstødt. Jeg vidste jo, at alle ville hade mig, hvis jeg gjorde det.«

Hun tilføjer:

»Normalt tør jeg godt ytre holdninger, der kan være modsat alle andre, og jeg er fortaler for, at man skal stå ved, hvem man er. Men lige der var der simpelthen så meget gruppepres, at jeg var helt ude af den.«

Hvordan havde du det med, at din med-forræder Heino Hansen til sidst er med til at stemme dig ud ved rundbordet?

»Det var som at blive ramt i maven med en knytnæve. Jeg havde lyst til at råbe, 'er du gået fra forstanden? Vi er jo venner! Vi er på samme hold!' Jeg var fuldstændig i chok.«

Hvorfor tror du, at du levede dig så meget ind i det?

»Ja, det kom også bag på mig, for jeg er normalt ret kritisk og skeptisk, men de gør en masse ting, så man bliver totalt opslugt af det.«

Simi Jan uddyber:

»Det kommer ikke med i tv, men når vi sidder ved rundbordet, kører noget uhyggelig musik, som sætter en vanvittig stemning. Vi bliver også totalt isoleret på slottet.  Vi har ikke vores telefoner. Vi må kun være enten på vores værelser eller nede i stuerne, og man kan ikke tale med produktionen, når kameraerne er slukket.«

Hun tilføjer:

»I forrige afsnit hvor jeg er med til at få Tinus ud, sidder jeg også bagefter med ægte tårer i øjnene, fordi jeg føler, at jeg har forrådt et andet menneske. Jeg fik så dårlig samvittighed over, at han blev ked af det.«

Hvad skete der, efter du blev stemt ud?

»Der skal jeg tale til kameraet, og jeg er stadig helt rundt på gulvet. Det sidste jeg ser er folk, der jubler over, at jeg er røget ud, så jeg sidder med en masse blandede følelser - blandt andet, at alle må hade mig. Det er nærmest traumatiserende.«

Simi Jan fortsætter:

»Jeg er samtidig rasende på Heino og får sagt en masse skældsord, indtil jeg får trukket vejret, og det går op for mig, at han jo gjorde det helt rigtige, for at pilen ikke skulle pege på ham. Det var så klogt af ham.« 

Hvad skete der så?

»Så taler jeg med programmets psykolog. Jeg er stadig helt ved siden af mig selv. Han forklarer, at det er fordi, jeg er et empatisk menneske, og jeg ved jo også godt, at det bare er en leg, men min hjerne tror, det er virkelighed.«

Hun fortsætter:

»Jeg er faktisk chokeret over, hvor lang tid det tog mig at lande bagefter. Da jeg kom hjem, lå jeg i flere uger og vendte og drejede tingene om natten.«

Har du fået talt ud med de andre deltagere om jeres oplevelse?

»Ja, først ringede vi sammen på kryds og tværs, når vi røg ud. Jeg havde især brug for at kunne dele mine tanker med Anton og Heino. To uger senere mødtes vi alle sammen, og der gik jeg stadig med en følelse af at have forrådt folk.«

Simi Jan fortsætter:

»Jeg kendte jo ikke de andre i forvejen, så jeg gik rundt til flere og sagde undskyld og 'sådan er jeg ikke i virkeligheden'. På et tidspunkt kiggede jeg op i loftet for at se, om vi blev filmet igen. Jeg var blevet helt paranoid. Når vi var nu var samlet igen, sad det i mit hoved, at vi måske var tilbage i spillet.«