Seks mænd i alderen 19 til 30 år har inden for en måned mistet livet i den norske by Bodø.

Det skriver VG.

De mystiske dødsfald er lige nu under efterforskning hos politiet.

»Ligheden er, at der er unge mænd, som er døde uventet,« siger Alf Gunnar Holm, som leder efterforskningen.

Samtidig lyder meldingen, at alle dødsfald for nu er uopklarede, hvilket altså har fået politiet til at indlede en efterforskning.

Omvendt kan politiet ikke afvise, at dødsfaldene er stofrelaterede. Det vurderer politiet ud for en række beslaglæggelser.

»Fællesnævneren for fem af de seks dødsfald kan være benzedin. Vi beder om, at folk i miljøet ikke bruger dette stof. Benzedin kan kun købes ulovligt i Norge. Det betyder, at der er en vis risiko for, at den indeholder andet, end den sælges som,« siger Alf Gunnar Holm.

Derudover er mindst en af de afdøde kendt i misbrugsmiljøet.

Benzedin er et lægemiddel, som har en beroligende effekt.

Men tager man midlet sammen med alkohol eller stoffer, er virkningen helt uforudsigelig og kan være ekstremt farlig, skriver sundhed.dk eksempelvis.