144 Arla-medarbejdere er så utilfredse med en lønaftale, at de mandag morgen nedlagde arbejdet.

Og det fortsætter de med at gøre tirsdag, skriver TV Midtvest.

Fejden bunder i en lønstigning på 722 kroner.

Ifølge tillidsrepræsentant Lone Elkjær har medarbejderne skullet have en lønstigning på de 722 kroner – men flere har angiveligt oplevet at få modregnet beløbet i deres personlige tillæg.

Og det er det, medarbejderne vil have ændret.

Arla oplyser til TV Midtvest, at de er kede af medarbejdernes beslutning:

»Arla er en del af Mejeribrugets Arbejdsgiverforenings overenskomst med HK. Det er en overenskomst, som HK altså har indgået, og som HK's medlemmer har godkendt, og Arla følger ordlyden i den aftale,« lyder det fra mejerivirksomheden.

Arla-medarbejderne oplyser, at de vil have ændret en paragraf i deres kontrakter, så ingen kan trækkes i personligt tillæg, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Ifølge medierne er der arbejdsnedlæggelser blandt laboranter og logistikassistenter på Arla-afdelinger i Videbæk, Holstebro og Rødkærsbro, Taulov, Esbjerg og to afdelinger i Nordjylland.