Den kun niårige Olivia Pratt-Korbel blev skudt og dræbt i sit hjem.

Mordet på den niårige skete, da en bevæbnet person jagtede en anden, som forsøgte at komme ind i familien Pratt-Korbels hjem. I forbindelse hermed skal der være opstået en situation, hvor gerningsmanden skød rundt i huset og ramte Olivia, der døde af sine kvæstelser.

Indtil videre har der været et par anholdelser af folk, som var mistænkt for selve drabet. Og nu er der tilføjet en ekstra til listen.

Politiet i Liverpool oplyser nemlig, at en 34-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med drabet på Olivia Pratt-Korbel den 22. august i år.

I tidligere sammenhæng er Olivias mor, Cheryl Korbel, stået frem i en video, som politiet i Merseyside har delt. I håb om, at det kan føre til flere oplysninger i sagen, så den endelig kan blive opklaret.

Blandt andet kom moderen med en direkte appel til den skyldige – og til dem, der dækker over vedkommende eller ligger inde med information:

»Du ved, du har gjort noget forkert, hvilket du er nødt til at tage ansvar for,« siger den 46-årige Cheryl.

»Som jeg har lært mine børn: Hvis du gør noget forkert, så står du ved det.«

Der har tidligere været en række anholdelser i forbindelse med drabet. Samtidig opfordrer politiet folk, der har oplysninger i sagen, til at tage kontakt.

De, der måtte have billeder eller videomateriale, der kan knyttes til sagen, bedes også tale med politiet.