Det er blevet påpeget igen og igen af Ukraines hær.
Og for få dage siden kom et dødeligt bevis på, hvorfor det er så vigtigt.
Det var dog ikke fra ukrainsk side. Men i stedet fra den hemmelige, mystiske og frygtede russiske lejehær Wagnergruppen.
De opererer ikke officielt i Ukraine som en del af den russiske invasionsstyrke.
Men uofficielt har Wagnergruppen lige siden starten på den storstilede invasion i februar været blandt de forreste tropper i kampzoner.
De har lidt enorme tab.
Det seneste eksempel fandt sted søndag i byen Popasna i Luhansk-provinsen i Østukraine.
Og det er et eksempel til skræk og advarsel.
Wagnergruppen havde indrettet et hovedkvarter i en bygning i den besatte by, der ligger syd for Sjevjerodonetsk, hvor voldsomme kampe stod tidligere i krigen, og nord for Donetsk i naboregionen af samme navn.
Og her havde de selvsikkert fået besøg af en russisk journalist.
Journalisten havde blandt andet taget billeder af medlemmer af Wagnergruppen.
Og her viste en lille detalje, som eksempelvis Ukraines hær er yderst opmærksom på, at få dødelig betydning.
På et af de delte billeder, som journalisten tog, kunne man nemlig se vejnavnet, hvor hovedkvarteret lå.
Og ikke længe efter havde den ukrainske hær angivelig set med.
Og så blev Wagnergruppens hovedkvarter bombet.
Den ukrainske guvernør i Luhansk-provinsen, Serhij Hajdaj, var blandt de første til at skrive om angrebet.
Det gjorde han på sin Telegram-profil.
»Luhansk-regionen er i defensiven,« skrev han om den besatte provins.
»Yderligere bevis for det var 'eksplosionen' i Popasna, hvor mange Wagner-lejesoldater døde.«
Endnu er der ikke kommet officielle meldinger om tabstal, men ukrainskvenlige medier og Hajdaj beskriver et antal omkring 100.
»Det her skyldes ganske enkelt russisk dumhed. Det er bare dumt,« siger Jeanette Serritzlev, der er ekspert i informationskrig ved Forsvarsakademiet.
Hun har også hørt om det angivelige angreb på Wagnergruppen i Luhansk. Og hun fortæller videre, at fænomenet med at benytte offentligt tilgængelige kilder – open source – i krig bestemt ikke er ny.
Men i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det eskaleret. Voldsomt.
»Sociale mediers indflydelse på krigen i Ukraine er helt enorm. Alle med en smartphone kan jo dokumentere troppebevægelser eller beliggenheden af et hovedkvarter. Og så skal man være bevidst om, at fjenden kigger med. Og det giver fjenden en mulighed for at se ens træk,« siger Jeanette Serritzlev.
Netop angreb som det, Wagnergruppen angivelig blev udsat for i Popasna, er noget, de ukrainske myndigheder er særlig opmærksomme på at undgå.
På sociale medier, på flyers og mange andre steder opfordres lokale til ikke at dele ting som troppebevægelser, militærposters beliggenhed osv.
Og udenlandske journalister, der rejser til Ukraine for at dække krigen, skriver under på, at man ikke videreformidler ting, der kan afsløre det ukrainske forsvar over for fjenden.
Overholdes det ikke, tilbagetrækkes tilladelsen til at dække krigen fra Ukraine, og man kan blive smidt ud af landet.
»Det ukrainske forsvar har helt fra krigens begyndelse været meget opmærksom på at fortælle folk, at de skal lade være med at hjælpe fjenden. Det er noget, alle landes militær er opmærksomme på,« siger Jeanette Serritzlev.
Hun er dog ikke så overrasket over, at det angivelig alligevel er sket for Wagnergruppen som del af de russiske militær.
»Vi har længe hørt om, at det russiske militær har problemer med fulde folk, folk, der begår krigsforbrydelser, og folk, der stjæler. Så på den måde passer det meget godt ind, hvis de også har fejlet her.«
