To undervisere i Odense smiler formentlig lidt mere end alle de andre.

Claus Bjerre og Bo From Jacobsen fik nemllig tildelt Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris for deres arbejde på UCL i Odense.

De fik prisen for deres »inspirerende og engagerende« undervisning i valgfaget Design til produktion på bygningskonstruktøruddannelsen, står der i pressemeddelelsen fra UCL.

Det er anden gang at Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler prisen. Og det er ikke hvem som helst, der overrakte prisen.

Prisen blev overrakt af Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

»Med deres faglige baggrund som henholdsvis arkitekt og bygningskonstruktør spiller Claus og Bo hinanden gode i deres undervisning, som de selv bedst beskriver som målrettet og involverende,« står der i pressemeddelelsen.

Og det er også noget, Bo From Jacobsen kan genkende.

»Vi bringer ofte vores egne professioner i spil og bruger os selv rigtig meget. Vi har omvendt også høje forventninger til dem. Men når vi så når ud i 7.-8. lektion, så skal der også være plads til ballade,« siger Bo From Jacobsen.

Ved prisuddelingen er der syv prisvindere i alt, som hver modtager 500.000 kroner.

De 200.000 kroner af beløbet er en personlig hæderspris, mens 300.000 kroner er øremærket aktiviteter, der kan være med til at gavne undervisningen på prismodtagernes uddannelsesinstitutioner.

»Præmien er ikke så vigtig i sig selv, men det at vi vinder den sammen betyder meget for os,« siger Bo From Jacobsen og Claus Bjerre tilføjer:

»Ja, det er spændende at få mulighed for at vinde sådan en pris sammen med en kollega. Samtidig er det jo en vigtig anerkendelse af vores arbejde - en anerkendelse af, at den linje vi kører den virker.,« siger Claus Bjerre afslutningsvis.

Det er ledelsen på den enkelte uddannelsesinstitution, der i samarbejde med de studerende, har indstillet kandidater til det relevante rektorkollegium, som så har besluttet, hvem der skal indstilles til priserne.