Det er så vigtigt at have et godt og fortroligt forhold til sine forældre men samtidig være sig bevidst, at der er ting, man er nødt til at skåne dem for. Hvis man f.eks. synes, man er gift med en heks, så er det ikke nødvendigvis en god idé at gå hjem til sin mor og sætte hende ind de ægteskabelige skærmydsler. Det ville jo bryde den pagt, man har indgået med sin ægtefælle, og samtidig ville forældrenes støtte være forudsigelig. Naturligvis vil de bakke deres eget barn op.
Alligevel kan det være en kæmpe hjælp, når forældre orker (og slipper godt af sted med) at komme med kvalificeret modspil. At være ældre burde et eller andet sted betyde, at man har mere erfaring og dermed mere indsigt, men sådan er det desværre ikke altid.
Jeg selv er heldig at have nogle forældre, som ved, hvornår de skal blande sig (hvilket vil sige næsten aldrig), og hvornår de kan tillade sig at dele ud af egne erfaringer. Men jeg ved, at rigtig mange døjer med et misforhold på det område. Det er min opfattelse, at de fleste føler, forældrene blander sig alt for meget. Men kan de også blande sig for lidt?
Det gør de efter min mening i tilfældet Lisbeth og Rico, som man kunne følge på DR1 i ”Børn under jorden”. Programmet fulgte Lisbeth, som efter en bitter skilsmisse valgte at bortføre sine egne tre børn til Sydamerika.
I udsendelsen blev Lisbeths forældre og søster interviewet, og man var ikke i tvivl om deres oprigtige fortvivlelse og sorg over at miste datter og børnebørn. Hvis Lisbeths forehavende lykkes, så lever de gamle forældre næppe længere, når børnene er store nok til at klare sig selv.
Jeg kan jo ikke vide, hvordan DR’s redaktion har valgt at vinkle og klippe historien om Lisbeths ulykkelige forældre, men jeg ved, at de – forældrene – efterfølgende havde verdens mest oplagte mulighed for at få et budskab igennem via aviserne til Lisbeth, som uden tvivl følger situationen i Danmark tæt fra sin nye og hemmelige bopæl i Sydamerika.
Jeg sad og savnede, at Lisbeths familie ikke bare sad med hænderne i skødet og sagde: ”Lisbeth er en sej pige”. Det gav desværre et (måske forkert) indtryk af, at de vidste meget mere, end de gav udtryk for. I stedet ville jeg have ønsket, at de havde sagt: ”Lisbeth, drop dit forehavende og kom hjem”!
Adskillige psykologer og folk med erfaringer fra Børn Vilkår siger alle som én, at udsigterne for disse bortførte børn er mere sorte, end de ville have været, hvis forældrene sad i fængsel, var alkoholiserede eller voldelige – hvilket ingen af dem i denne sag i øvrigt er.
Statistikkerne taler deres helt eget klare sprog.
Bortførte børn lider af voldsomme psykiske problemer, som udmønter sig i deres ofte kriminelle eller decideret syge adfærd i voksenlivet.
Og det er da heller ikke svært at få øje på de oplagte spørgsmål, man må stille en kvinde som Lisbeth: Hvad skal der ske med børnene, hvis du kommer noget til? Hvad skal der ske med børnene, hvis du pludselig ”bliver fundet”? Skal de så igen rives op ved rode? Hvordan holder du dem skjult – jeg mener, der er jo mange danske turister, der måske kan genkende dig eller børnene…!? Hvordan tror du, det påvirker børnene at miste hele deres familie og alle deres venner over night og aldrig få kenskab til sit ophav? Og hvordan skal de, såfremt de bliver bare nogenlunde normale i hovedet, kunne tilgive dig, at du stjal det vigtigste fra dem? Nemlig deres egen fri vilje. Og deres far!?
Alle disse spørgsmål havde jeg gerne hørt rejst af forældre, søster og venner i Danmark, for hvem skal ellers råbe denne desperate kvinde op?
