Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Peter Sagan gør det sjovere at se cykelsport.

Den slovakiske verdensmester vandt i dag Flandern Rundt og hentede dermed sin første sejr i et af cykelsportens store monumenter - jo, han har verdensmestertitlen fra september sidste år - men han var indtil i dag, forbløffende nok aldrig nogensinde lykkedes med at gøre sit arbejde færdigt i et af cykelsportens fem store endagesløb, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubax, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.

Det var en historie, der bare ventede på at blive forandret, og det blev den så, da Peter Sagan formentlig igen vandt cykelhjerter over hele kloden ved at vinde den 100. udgave af Flandern Rundt i ensom stil og efter at have kørt løbet fra front.

Cykelsporten har de senere år til tider haft en tendens til at fremstå for kalkuleret, beregnet og mekanisk. Jeg tror ikke, vi skal tage fejl af, at det også har handlet rigtig meget om, at sporten er blevet markant renere, at vi ikke ser supermændspræstationer og soloridt over gigantiske distancer. Rytterne skal ikke have klinket noget og passer bedre på sig selv og det, der er i tanken.

Det har også været resultatet af, at vi har fået en sport, hvor sportsdirektører i øresneglen og matematiske udregninger af rytternes ydeevne har taget kvælertag på noget af spontanitetens charme.

Peter Sagan står i smuk opposition til dette. Han kører med hjertet. Nogle gange i så udpræget grad, at det er rimeligt at antage, at han har smidt flere store sejre på ikke at parkere alle antræk til fornuftig og kalkulation.

Der var stunder i dag, hvor jeg troede, at han var i gang med et nyt element til denne fortælling.

Det var dristigt og overraskende, at han allerede med 30 kilometer til mål havde lyst til at gå med i den offensiv, som blev sat i gang af Michal Kwiatkovski. Men med fløj han, ikke som blytung observatør i hjulet på polakken, men som fuldgyldig deltager i et hidsigt angreb på ikke mindst Fabian Cancellaras forsøg på at kontrollere løbet frem mod de sidste to stigner, Oude Kwaremont og Paterberg.

Det kunne godt være gået galt - det har det gjort så mange gange før.

Det var lykkeligt, at det ikke gjorde det.

For Peter Sagan giver over hele kalenderåret så meget til cykelsporten, at han fortjente at få en sejr i et af de største løb.

Cancellara tillod sig også at løfte hænderne fra styret og vinke ud til tilskuerne, da han kom i mål som nummer to. Det var hans sidste Flandern Rundt - karrieren bliver indstillet efter denne sæson. Han har vundet løbet tre gange, er blevet nummer tre en gang og nu altså nummer to.

Det er en vild præstation, og han ligende søndag en mand, der har et punktum at sætte for sin kærlighedsaffære med forårsklassikerne, når der køres Paris-Roubaix om en uge. Han er min favorti der.

En udgangsreplik om Jakob Fuglsang og Michael Mørkøv, der begge leverede varen. Fuglsang i et overbevisende første møde med løbet, der igen understregede hans position som landets bedste cykelrytter, og Mørkøv i solidt arbejde for sin kaptajn, Aleksander Kristoff.

Andre læser også