Kommentar af BTs sportschef, Benjamin Munk Lund.
Skylder vi at kigge på Nicklas Bendtner med nye øjne? Skylder vi at bringe flere nuancer i spil, når vi anskuer landsholdsangriberens karriere?
Bendtners direktør i tyske Wolfsburg, Klaus Allofs, synes det og fortæller det ganske opsigtsvækkende og klart her i dagens avis. Selv den mindste vind kan blive - og bliver ofte - en storm rundt om Bendtner, synes Allofs at mene.
Og det er jo ikke løgn.
Jeg tilføjer hurtigt, at Bendtner i høj grad selv har skabt sit image. Tåbelige byture, amokspark midt om natten mod døren til et fitnesscenter, spirituskørsel, fartbøder, frakendelse af kørekortet, bælteslagspiskning af en taxa i København og optøjer med en hotelgæst under en landsholdssamling er bare nogle af Bendtners bidrag til portrætteringen af sig selv.
Bendtner har også flere gange, end jeg gider tælle, i dybe, store interviews lovet, at han nu ville hoppe over på den anden side for at springe ud i en mere voksen udgave af sig selv. Og hver gang er ordene blevet fulgt op af en uelegant og næsten komisk landing i nye, gammelkendte problemer.
Men Allofs’ ord ramte alligevel noget i mig.
Måske skylder vi Bendtner at anskue og fortælle om hans karriere på en ny måde. Men det forudsætter for mig også, at vi må ændre grundpræmissen for, hvordan vi kigger på Bendtner.
Når historierne altid får hele armen, så handler det ikke bare om Bendtners historik med at suge problemerne til sig, men også om, at vi stort set alle sammen går rundt med den grundlæggende indstilling, at han er en af rigets tre bedste fodboldspillere. Talentfuld ud over det sædvanlige, mere målfarlig end nogen andre i Danmark og det selvfølgelig valg på det danske landshold.
Det er også det håb og de forventninger, der ligger i denne rolle, som gør, at selv små bevægelser hos Bendtner bliver store bevægelser i offentlighedens øjne. Det er det, der gør, at alle de ting, som skrives om Bendtner med Klaus Allofs’ ord altid er »enten for positivt eller for negativt. Det er aldrig lige i øjet, og det er en del af hans problem.«
Jeg kunne sådan set godt være med på, at vi ikke længere kigger på alt, hvad Bendtner gør ud fra den grundpræmis, at han er noget helt særligt. At vi simpelthen forarges og skuffes mindre, når han - igen - rammer uden for skiven.
Bendtner skylder ikke os at forvalte sin karriere på en særlig måde og i retning mod at være en bærende spiller på det danske landshold. Det står ham frit for måske ikke at have passet juletræningen fantastisk og leve med lidt ekstra løbebåndstræning i Wolfsburg og en vellønnet tilværelse ret langt fra startopstillingen.
Jeg synes, Bendtner, når han er bedst, er ekstraordinær i en dansk kontekst. Men jeg er også med på, at hans ringe talent for forvalte sit talent formentlig er en permanent tendens. Måske vi skylder ham den nuance, at han ikke er dygtigere til at forvalte sin karriere på andre måder, end han gør.
Og måske heller ikke er interesseret i det.
Og måske vi også skal ændre på den grundpræmis, at Bendtner skulle være helt instrumentel for vores landshold. Det er jo en situation, der meget snart kunne vise sig at blive virkeligheden for Bendtner, hvis Åge Hareide, når han 1. marts overtager landstrænerjobbet, lader Bendtner forvalte sin karriere, som han selv vil, mens Hareide gør andre spillere til de bærende figurer på vores landshold.
Måske det også kunne hjælpe Nicklas Bendtner.
