Det er nødvendigt at aflive den misforståelse, at det skulle være en form for diskrimination at give dobbelt op på straf i ghettoer, før den for alvor anretter skade.

Noget af det vigtigste for, at et lokalsamfund kan fungere, er, at der hersker orden. Det tænker man som gennemsnitlig dansker, der lever i et af verdens mest velordnede samfund, naturligvis ikke på særlig ofte.

Men uden orden hersker den stærkes ret. Uden orden er hverdagen utryg. Uden orden kan ingen drive deres forretning eller foretage sig andre nyttige ting. Uden orden er det kort sagt sådan, at freden og retfærdigheden går til grunde, og kaos hersker.

I Danmark er ghettoerne de områder, hvor der suverænt er mindst offentlig orden. Det lider det lovlydige flertal under. Det lider lokale erhvervsdrivende under. Det lider myndighederne under, når de forsøger at passe deres arbejde.

Hovedformålet med lovforslaget om, at forbrydelser skal straffes dobbelt så hårdt i ghettoer, er, at den offentlige orden skal genoprettes. Forslaget kan selvfølgelig ikke stå alene: Fremover skal politiet være mere synligt og talstærkt til stede, end det er i dag.

Lovforslaget må siges at være udtryk for, at Folketinget lytter til videnskaben. For snart 40 år siden fremsatte de to amerikanske kriminologer George Kelling og James Wilson den teori, at orden var den vigtigste faktor overhovedet, når det gjaldt om at skabe tryghed.



De sagde, at det var grafittien og de knuste ruder, der skabte utryghed. Derfor er deres teori kendt under det engelske navn for knuste ruder: Broken window theory.

Nogle år efter, at de havde offentliggjort deres teori, blev den udgangspunkt for New Yorks borg­mester i arbejdet med at nedbringe kriminaliteten. Og det virkede. Overalt i USA faldt kriminaliteten i de store byer i løbet af 1990’erne og 2000’erne. Men i New York City, hvor man gik frem efter broken window theory, faldt den langt hurtigere end andre steder.

At det skulle være udtryk for, at der nu er nogle, der ikke stilles lige for loven, er et af de mest søgte argumenter, jeg nogensinde har hørt.



Alle har at opføre sig ordentligt i ghettoerne, hvis de vil undgå dobbelt op på deres straf. Unge. Gamle. Mænd. Kvinder. Danskere. Udlændinge. Folk med bopæl i ghettoen. Folk med bopæl andre steder: Der gøres ikke nogen som helst forskel.

Jo, vil nogle så sige. I princippet gælder loven for alle, ligesom det i gamle dage var forbudt for både rige og fattige at sove på papkasser under broer. Men i virkeligheden er der tale om en slags statistisk diskrimination, fordi de fleste, der bor i ghettoerne, har en anden etnisk baggrund end dansk.

Det argument kan umuligt holde til afprøvning af fornuften. Langt de fleste, der straffes for økonomisk kriminalitet, er mænd. Skal det nu også til at udlægges på den måde, at fordi vi generelt ikke vil have økonomisk kriminalitet og derfor straffer det, så diskriminerer staten imod mænd?

Anerkendes den tankegang, hører alting op. Derfor skal den selvfølgelig ikke anerkendes.