De er stadig ikke kommet afklaring i landsholdskonflikten.
De er stadig ikke kommet afklaring i landsholdskonflikten. Foto: Liselotte Sabroe

KOMMENTAR

Der er overhovedet ingen tvivl hos mig om, at den konflikt, der er opstået mellem Dansk Boldspils-Union (DBU), de kvindelige landsholdsspillere og Spillerforeningen om lønniveauet, er et opgør mellem en forkælelseskultur i fodboldens verden og ikke mindst for de spillere, der er på landsholdsniveau.

Det er ikke en kamp mellem kvinder og mænd, for de burde spille på lige vilkår, når de er på landsholdet. Det er derimod en flok forkælede spillere, der nu gør det, som mændene har gjort i mange år, og begynder at stille betingelser for at repræsentere deres land inden for deres sport.

a

Føj for den lede en indstilling at have, når man bliver indbudt til at repræsentere sit land. Det land, der gav dig skolegang, sikkerhed og tryghed. Det land, der gav dig trænere, og hvis velfærdssystem du kan benytte, hvis du bliver syg. Føj for den lede!

For mange år siden skulle der have været sat en stopper for denne forkælelseskultur i DBU. At det sker nu, er godt nok sent, men bedre sent end aldrig!

Vi har som tilskuere, fans og borgere i dette land gennem en lang årrække oplevet præstationer, der var langt under det niveau, som vores mandlige landshold burde præstere på.

Selv i disse tider har spillerne hævet uhyrlige honorarer, der ville gøre en krigsveteran grøn i hovedet. Om ikke andet virke sårende i forhold til at forsvare sit land i en virkelig krig til en ringe løn.

Og for slet ikke at snakke om Spillerforeningen – ja, nu er jeg i det hele taget ikke meget for disse foreninger, der i solidaritetens navn mener at have sandheden om, hvad der er ret og rimeligt.

DBU og Spillerforeningen kan ikke mødes om ny aftale

Denne forening lever udelukkende af at kræve ind til deres medlemmer. De er spillernes forlængede arm, når det drejer sig om at være fuldstændigt urimelige. Som små børn, der laver ’jeg VIL have’-ønskesedler til jul i stedet for ydmyge ønskesedler.

Jeg er indimellem ved at brække mig over misforholdet mellem det at modtage og at give igen inden for sportens verden. Den igangværende forhandling er bare et godt eksempel på den manglende given tilbage fra spillernes side til alle dem, der har hjulpet dem og støttet dem gennem deres opvækst og udvikling, så de overhovedet har kunnet komme til at spille på landsholdet.

1

Efter min opfattelse skulle spillere have et tilbud om at spille på landsholdet på grund af den reklameværdi, det udstillingsvindue landsholdet giver, og for den udvikling, som det giver spillerne. Selvfølgelig skal de have deres forplejning, tøj og efter min opfattelse lommepenge eller diæt, men det må aldrig blive grunden til at spille på landsholdet at få en høj løn eller et højt honorar.

For så har spillerne ikke den vilje, der skal til for at lave en stor præstation, og vi andre mister glæden ved at have landsmænd og kvinder med en høj etik, som vi kan være stolte af.

Tag jer nu sammen, spillere, og stå nu fast, DBU, og få bugt med den forkælelseskultur, I selv har været foregangsmænd for at skabe.

SMS

Hitter på Facebook