Hvis dette transfervindue har lært os noget i dets første åbne uger, så er det, at FC København groft sagt kan gøre, hvad klubben vil på transfermarkedet i en dansk kontekst.
Og det har i hvert fald forstærket indtrykket af, at FCK synes at være på vej tilbage mod den meget dominerende position, klubben havde i Ståle Solbakkens første periode som træner.
At FC København i går offentliggjorde, at man har skrevet kontrakt med Rasmus Falk fra sommeren 2016 og fire år frem er så voldsom en markering, at det selvfølgelig kan mærkes rundt omkring.
Jeg forestiller mig, at blandt andre Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland, og hans kolllega i Brøndby, Troels Bech overvejer deres situation.
De har selvfølgelig længe arbejdet med svarene på, hvad der skal være deres retning og udtryk i den danske konkurrence, og de har også forsøgt at formulere det på en måde, så både de og vi skal både forstå det og tro på det. Og det kan godt være, at der er en vej til at vinde noget indimellem, det er trods alt bare fodbold. Men de overordnede konturer til billedet af dansk fodbold, som tegnes lige nu, synes bare at være, at vejen til at lykkes med at slå FCK bliver sværere at gå fremover.
Falk-handlen kommer efter, at alle historierne om Falk i ugevis primært har handlet om Brøndby, FC Midtjylland eller om udlandet, og så stryger Solbakken og FCK ind i spillet og rydder i al stilfærdighed bordet i et hug og snupper juvelen. Den historie bringer minder om Daniel Amarteys transfer til FCK for halvandet år siden. Dengang sendte de fleste jungletrommer ham mod Brøndby, men på få dage kom FCK på banen og sikrede sig ham.
I Brøndby har man aldrig lagt skjul på, at man ikke kan konkurrere med FCK på transfermarkdet. Alligevel er Brøndbys officielle ambition at blive danske mestre senest i sæsonen 2017/18. Det skal i høj grad skabes gennem klubbens talentudvikling. Og i FC Midtjylland vil man også være mestre, man vil i masser af europæiske gruppespil, og mon ikke klubejer og rigmand Matthew Benham på et tidspunkt drømmer om, at det gruppespil en dag skal være Champions League og ikke Europa Leage? Selvfølgelig gør han det, og han har investeret tungt i det og accepteret at kigge på et stort underskud i forretningen.
Min fornemmelse lige nu er, at ambitionerne hos konkurrenterne er sat under pres.
Jeg er helt med på, at københavnerne ved at sige farvel til Daniel Amartey har mistet en af ligaens bedste spillere, men man var klar til det. Der er fine spillere i truppen til positionerne, og man hentede hurtigt svenske Erik Johansson ind også. Det kommer til at gøre mere ondt i Midtjylland at have sagt farvel til Erik Sviatchenko.
FCK skriver selvfølgelig med Rasmus Falk, fordi man tror på, at han kan gøre en forskel i klubben, og det er til at få øje på logikken, når man ved, at Nicolaj Jørgensen forventes solgt til sommer. Men med manøvren markerer Solbakken og FCK også, at man gør, hvad man vil, og hvis der sidder nogle derude og spørger sig selv, om man også gør det for at vise, hvad man kan, vil det ikke være helt urimeligt.
Det er en understregning af klubbens ambitioner og suverænitet, at man stadig er stedet, hvor de bedste danske spillere søger til, hvis udlandet enten blev for stort eller skal vente en omgang.
Bliver Rasmus Falk så en succes i FCK? Jeg tror det. På kanterne er jeg ikke overbevist om, at han er bedre end Verbic og Kusk, men han kan selvfølgelig presse dem. I rollen som en hængende angriber bag Santander eller Cornelius kan han derimod blive spændende.
Udfordringen kan vise sig at blive, om Falk har mentaliteten til FCK. Historierne om hans karriere har også handlet om en vis skrøbelighed, og har vi lært noget om FCK over årene, så er det også, at det ikke giver sig selv, at stærke spillere fra alle de andre superligaklubber klarer springet til FCK. Rasmus Würtz, Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Fredrik Berglund er bare nogle af eksemplerne på dette.
