Der var med tre danske flag af den slags, der ligner noget på en fødselsdagslagkage i bunden af billedet, at Caroline Wozniacki natten til torsdag lagde et billede op på sin instagram-profil med teksten Rio, here we come, hvor hun sidder i en flyvemaskine.

Flagene er passende billedudsmykning fra den danske fanebærer, som jeg dog tillader mig at sige ikke skulle have været dansk fanebærer, når flaget skal bringes ind og holdet føres an fredag aften i Rio de Janeiro som markering af, at OL 2016 begynder.

Øv, hvad er jeg nu for en sur gammel mand, der ikke rummer andres succes og ikke kan få øje på Caroline Wozniackis charme? Jeg ser allerede nu spørgsmålet og kritikken materialisere sig derude et sted.

Fint nok.

Caroline Wozniacki er bestemt en fin nok fanebærer for Danmark. Hun er et verdensnavn - formentlig den mest kendte atlet på det danske olympiske hold i bred forstand. Hun er også en verdensklasseatlet inden for sin sport - for fem-seks år siden markant bedre end i dag, men dog stadig en del af eliten i en stor sport.

Caroline Wozniacki er også i nogen grad et godt forbillede for, hvordan man håndterer stjernestatus. Jeg har altid respekteret den lethed, hvormed Caroline Wozniacki danser gennem sin stjernetilværelse på. Det overordnede indtryk er en stjerne, der smiler, som er ubekymret, som kan lide at have det sjovt, og som møder sine fans med paraderne nede.

Det har virkelig sin charme, og der var nogle kollegaer, der godt kunne lære noget.
Men det har også - især efter resultaterne i den grad er gået i stå - givet et noget letbenet udtryk.

Man kan selvfølgelig mene, at det er medierne, der har truffet et valg om, at Wozniacki i dag er mere badedragtsbilleder, stilletter og rød løber end tennisspiller. Jeg mener det bare ikke. Det valg har Wozniacki selv truffet, og jeg synes stadig vi har til gode at se troværdige tegn på, at vinden for alvor vil vende rent sportsligt og bringe Wozniacki tilbage til det niveau, hun engang havde.

Det er indiskutabelt en falmende stjerne, der bærer det danske flag i aften på Maracanâ.
Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er et af vores mindste medaljehåb, hvis det overhovedet er et medaljehåb for nogen. Det er det ikke for mig (men jeg tager gerne fejl).

Rigtig ofte har jeg hørt Caroline Wozniacki sige, at OL er et meget stort mål for hende i år, og at turneringen betyder meget. Det er der ingen grund til, at vi ikke skulle tro på.

Men sandheden om Wozniacki - og hendes kollegaer på tennistouren - er også den, at de er aktører i en sportsgren, der altid, året rundt, er enorm. For dem er OL 14 store dage, ja, men de er hurtigt videre til US Open og flere store præmiepenge, mere storhed og mere hype.

Defor er de ikke for mig klassiske olympianere - altså atleter, der har stort set alt i deres liv indstillet frem mod legene i det meste af de fire år, der går mellem legene.

Jeanette Ottesen, en oplagt fanebærer. Men BTs sportschef.
Jeanette Ottesen, en oplagt fanebærer. Men BTs sportschef. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det er svømmerne, atletikfolkene, roerne, sejlerne, badmintonspillerne og den slags, jeg tænker på.

Ikke fordi de ikke også er i ilden mellem OL - det er de, og det betyder noget hver gang. Men OL er så meget deres øjeblik.

Jeg synes, at man fra Danmarks Idrætsforbund skulle have valgt en sådan klassisk olympianer som fanebærer, men ser et forbund, der faldt for den kommercielle fristelse til bare at tage det på papiret største navn.

For mig havde Jeanette Ottesen været den perfekte danske fanebærer. Hun er en verdensklasseatlet i en stor olympisk idræt. Hun har vundet næsten 50 internationale medaljer i løbet af karrieren, hun er et træningsmæssigt forbillede, hun er et af vores største olympiske håb, og hun er nærværende i det danske idrætsmiljø.

Det havde været et bedre valg, så er det sagt.