Der går en paria rundt i den olympiske svømmehal. Yulia Efimova er alene mod det meste af verden.

Hun er en af verdens bedste brystsvømmere - spørg bare danske Rikke Møller Pedersen, der i flere omgange har måttet se sig slået af den russiske svømmer. De fleste vil måske huske det fra det VM i Barcelona i 2013, hvor Rikke Møller Pedersen havde svømmet i verdensrekordtid i sin semifinale på 200 meter bryst, men senere i finalen blev slået af netop Efimova.

Kort efter afleverede Efimova en positiv dopingprøve. Det gjorde hun i øvrigt igen i marts i år for stoffet Meldonium, men den sag er sat på standby.
Og det er derfor, at alle er imod hende i svømmehallen i disse dage.

Efimova er en af de russiske atleter, som den internationale olympiske komité faktisk gerne ville have forhindret i at deltage ved OL, men det fik Efimova til at klage til den internationale sportsdomstol, CAS, der gav hende ret til at være med i Rio, fordi hun havde udstået karantænen for den første dopingsag.

Juraen er på plads med andre ord. Men derfor behøver følelserne jo ikke falde til ro.

Og det er de så sandelig heller ikke gjort. Amerikanske Lily King, der slog Efimova på 100-meteren mandag aften, var i hele optakten til finalen uden indpakning i sin protest mod sin konkurrent. Hun brød sig ikke om at have Efimova med i konkurrencen. Og efter finalen var der ingen lykønskning over den snor, der adskilte de to kvinders baner.

Michael Phelps, ja svømmeikonet, tog også bladet fra mundet og sagde:

»Det knuser mit hjerte, at nogen, der er testet positiv ikke bare én, men to gange, kan få chancen for at svømme med her.«

Sådan er det i svømmearenaen. Følelserne har fået frit løb, og man taler direkte imod det, man ikke kan lide. Vi har også set det med den australske svømmer Mack Horton, der havde samme protest mod den kinesiske svømmer – også med en plettet dopingfortid – som blev nummer to efter ham på 400 meter fri.

Yulia Efimova med tårer i øjnene
Yulia Efimova med tårer i øjnene Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Det er sjældent, at opleve sådan en protest fra atleternes side mod deres konkurrenter. Og den bliver altså bakket op af en folkelig protest fra publikum i hallen, der mandag aften buhede Efimova ind til finalen i 100 meter bryst, og efter at have vundet sølv på distancen brød en tydeligt mærket Efimova så sammen, da hun mødte pressen.

»Nogle er sure på mig, og taler ikke med mig, men taler grimt om mig. Men de kender ikke sandheden, og jeg er ikke klar til at fortælle om det. Men hvis du ikke kender til sandheden, hvordan kan man så tale dårligt om mig bag min ryg. Men de er bare mennesker,« sagde hun.

Jeg synes, den folkelige protest mod russerne ved OL er forudsigelig og forståelig. De afsløringer, vi har fået lov at læse om en nation, der svindlede med doping på alle niveauer – ja, hvor selv de laboratorier, der skulle teste dopingprøverne snød – gør selvfølgelig indtryk.

Rusland skulle ikke have været med til OL. Heller ikke selv om der selvfølgelig er rene russiske atleter. Men den kollektive straf havde været den rigtige over for en nation, der netop kollektivt og systematisk har ødelagt sporten.

Derfor forstår jeg heller ikke, at Kronprins Frederik i går her i BT sagde, at det er rigtigt, at russerne er med til OL, og at man dårligt kunne gøre andet på baggrund af det, han betonede som en ikke-færdig rapport fra det internationale antidopingagentur WADA, den såkaldte McLaren-rapport.

Altså jeg forstår jo godt, at han siger det og bakker op om den officielle olympiske linje i sagen, men jeg forstår ikke, at han ikke synes, at afsløringerne i McLaren-rapporten allerede på det stadie er rigeligt grumme og grimme til at sige, at her er en nation, som har spillet så meget uden for stregerne, at de får lov at blive derude.

Sport er jo i den grad følelser, og jeg synes egentlig, at det i en tid, hvor troværdigheden i den grad er under pres, er befriende, at der er opstået en følelsesmæssig protest mod juraen.