Jeg har netop siddet til middag med stort set hele det samlede idrætsdanmark.
De sidder på Yacht Club Copacabana, og der er er kulørte lamper, god mad på tallerkenerne og danske flag. Der er fest, og stemningen er både flot og god.
Og jeg kan forsikre, at festen for kort tid siden kun blev bedre, da det langsomt spredte sig rundt ved bordene, at Pernille Blume havde vundet det første danske guld ved legene her i Rio.
Det blev fejret med hu-hej, klapsalver og mere end almindelig løssluppenhed.
OL havde, indtil nyheden kom, været godt for Danmark. Ikke fremragende, men godt.
Fire medaljer på en uge er virkelig pænt, og stemningen til receptionen var præget af tilfredshed og begejstring.
Men det hele blev tilsat en markant begejstring, men også en grad af vantro, da historien om guldet i den olympiske svømmearena bredte sig
»Hun vandt guld,« sagde folk til hinanden.
Hun vandt virkelig guld. Og i måden, det blev sagt på, lå underforsået, hvad alle var enige om. At det havde vi simpelthen ikke regnet med.
Danmark har fået det første guld i Rio.
Det er ekstraordinært betydningsfuldt. Vi husker guldmedaljerne stærkere. Sådan er det bare. Jeg husker selv Dan Frost fra pointløbet i 1988 som en af mine første olympiske begivenheder.
Jeg husker håndboldkvinderne i 1996. Jeg husker Poul Erik Høyer samme sted, der rev sin t-shirt i stykker efter sejren i badmintonfinalen. Jeg husker Jesper Bank i et vild matchrace mod tyske Jochen Schumann fra Barcelona 1992 for ikke at tale om håndboldkvinderne i Sydney 2000 og guldfirerens guld i Athen i 1994.
Guldet er bare noget særligt.
Tillykke - og tak - til Pernille Blume for, at vi fik oplevelsen igen denne gang.
Jeg tror ikke, at jeg fornærmer hende ved at sige, at vi ikke havde regnet med, at det skulle være her, natten til søndag, at vi skulle have det første guld.
Ja, det er vel rimeligt at sige, at Pernille Blume aldrig var en del af medaljeligningen.
Måske det er hele forklaringen på, at hun endte med at knække koden, siger jeg med al mulig respekt for, at der selvfølgelig er uendeligt mange forklaringer på, at de svømmere, vi havde regnet med skulle lave medaljerne, ikke gjorde det, og at det så endte med at blive Pernille Blume, der dårligt nok var en af outsiderne, da legene begyndte.
Men måske hun selv forklarede det allerbedst, da hun fredag aften havde kvalificeret sig til 50-meter-fri-finalen.
Her kom hun glad og munter og selvfølgelig oppe at køre forbi mig og et par andre kollegaer fra pressen med ordene om, at det hele bare var skønt.
Hun kunne lide at være der, sagde hun. Hun følte sig afslappet og godt tilpas, og hun havde sådan set opnået det, hun havde drømt om - alt herfra var bare krymmel på kagen.
Hun fik den fineste krymmel på, må vi nok sige.
På vej til den fest, jeg skrev om før, sad jeg med min gode kollega her i Rio i en af de taxaer, som kører deres ture, som var vi med i et Formel 1-løb - men det er en anden historie - og vi forsøgte at tælle os frem til, om Danmark mon ville nå de budgeterede 10 medaljer.
Det blev sådan et tjo-måske-svar, vi nåede frem til.
Efter i nat tør jeg godt sige, at jeg tror, at Danmark henter 10 medaljer.
For det var ikke bare Pernille Blume, der hentede guld, også i holdkappen var der dansk metal, da Rikke Møller Pedersen, Jeannette Ottesen, Mie Ø. Nielsen og Pernille Blume (der var hun igen) hentede bronze.
Dermed er den danske total oppe på seks medaljer.
Og jeg tør godt byde på, at Rene Holten Poulsen, to sejlere og en cykelrytter mere bringer os op på 10 medaljer.
Badminton, brydning og håndbold kan herfra blive ren bonus.
Lørdag nat blev en game changer i Rio, og festen på Yacht Club'en blev kun bedre.
