Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

KOMMENTAR

At byde Superligaen velkommen tilbage efter vinterpausen var lidt af en virkelighedsjustering.

Også denne gang.

For følelsen var vel egentlig velkendt, at forventningen er stor, ja man går regulært og glæder sig, og så bliver man efter en vinter med både Premier League og Champions League en lille smule overrasket over igen at skulle vænne øjet til det, det også ser.

Men Superligaen er ikke Premier League, og det er fint nok. Den tilbyder os noget andet, og det var godt at få den i gang, og jeg så hvert fald én god fodboldkamp, opgøret i Herning i mandag mellem FCM og AaB.

Og nu får vi så allerede i aften en ny - på papiret - stor kamp i Herning, hvor FC København kommer for at spille den kamp, som stormen Gorm fik aflyst i december.

Det er indiskutabelt Superligaens to stærkeste trupper, der står over for hinanden. Det er de to klubber, der satser og investerer mest i jagten på det danske mesterskab, og for Midtjylland er der en art skæbnetime over det hele i aften. Ude i Europa, ude af pokalen og med et nederlag til FCK i aften er det også så godt som farvel til drømmen om at forsvare mesterskabet.

Lærte første superligaspillerunde os så noget om, hvor vi har dem i forhold til hinanden?

Altså for mig var den største lærdom om topholdene i første spillerunde sådan set den, at AaB så bedst ud, og at det var det eneste af topholdene, der ikke fik hjælp af dommerfejl til at hente deres point. Tværtimod blev AaB absolut intet givet i Herning i mandags.

Men det forhindrede ikke nordjyderne i at ligne den udgave af sig selv, som vi sendte på juleferie for et par måneder siden. Første runde af foråret gav den samme fornemmelse som efteråret: Nemlig den, at når AaB spiller bedst, så er AaB bedst i ligaen.

Nicolaj Thomsen spillede en fremragende kamp i Herning, han var en del bedre end Pione Sisto, som man rimeligvis kan sammenligne ham med. Lukas Spalvis er bedre end både FCM’s Paul Onuacu og FCK’s Frederico Santander, og i målet er AaB også bedre besat end FCM og FCK, efter Stephan Andersen er gået i stykker.

Jeg så heller ikke et AaB-hold, der led synderligt under, at man har solgt Henrik Dalsgaard. Patrick Kristensen var dem en fin højre back med masser af fart, gode indlæg og offensiv power i sit spil. Og man spillede faktisk en hel halvleg uden Kenneth Emil Petersen.

Kom jeg til at skrive om AaB der? Ja, beklager. Men det var nødvendigt for at minde om, at mens de to pengemæssigt store mødes i Herning i aften til en art giganternes møde, så kan AaB i kulissen i mine øjne meget hurtigt vise sig at være meget mere end en dark horse.

Og så tilbage og ramme sporet omkring de pengemæssigt to store klubber, der mødes i aften.

Jeg har FCK som mine favoritter både her og i kampen om mesterskabet. Ikke fordi jeg var specielt imponeret over holdet i Parken i søndags. Jeg bed mest af alt mærke i, at man lod Esbjerg leve i opgøret i 90 minutter. Hvis der var noget, der engang var en kernekompetence i FCK, så var det netop, at man meget effektivt kunne afgøre, lukke og kontrollere langt de fleste kampe i Superligaen. Jeg følte, efteråret havde givet antydninger af, at vi igen var på vej i den retning. Det var bare ikke, hvad vi så mod Esbjerg.

Det ændrer ikke ved, at deres trup er så god, at de selvfølgelig er meget store favoritter til at blive mestre. Og de har allerede nu et forspring, der giver dem alle muligheder for at kontollere tingne i mål.

Hvis der er nogen, der kan mærke, at ferie er slut, så er det selvfølgelig FC Midtjylland, der har stået i to kampe mod United, en mod AaB og nu altså FCK.

Der er stadig masser af skind på midtjydernes næser efter det hele, og holdet har set fysisk velrustet ud, og truppen er i orden, når man har Marco Ureña og Daniel Royer helt ude af den til en kamp mod AaB. Men mandagens kamp viste, at Kadlec ikke er fuldt integreret endnu, og at Pione Sisto stadig forsvinder ud af nogle kampe.

Frem for alt bliver vi ved med at se Jess Thorup skifte på den forreste angriberposition. I de tre betydende kampe, holdet har haft, er han startet inde med Pusic mod United hjemme, Ureña mod United ude og Onuachu mod AaB hjemme.

Jeg ville, hvis jeg var Thorup, satse hovedsagligt på en af dem. Og det ville jeg lade være Martin Pusic.

Andre læser også