Der ligger en komfortabel sejr og venter på FC København, når Ståle Solbakkens mandskab på mandag møder Vendsyssel i Superligaen.

Sådan lyder vurderingen fra spileksperten Steffen Dam, som i denne uges udgave af B.T.-podcasten Bettingklubben anbefaler spil på, at FCK vinder kampen og samtidig holder buret rent. Det bliver belønnet med odds 1,72.

Steffen Dam mener blandt andet, at Vendsyssel får svært ved at lave mål, fordi profilen Jon Dagur Thorsteinsson er i karantæne, efter han fik et rødt kort i sidste runde mod Horsens.

»Jeg siger ikke, de havde fået point, hvis han var på banen, men jeg synes godt, man kan se, at meget af Vendsyssels spil faldt helt sammen, da han gik ud (Vendsyssel tabte 0-3 til Horsens sidste weekend, red.). Jeg synes, der skal være kæmpe klasseforskel. Næsten uanset hvad så skal FCK være i stand til at holde Vendsyssel fra nævneværdige chancer i sådan en kamp her,« siger Steffen Dam.

Derudover mener Steffen Dam også, at FCKs nederlag i Vendsyssel i efterårssæsonen kommer til at påvirke mandagens opgør.

»Det tror jeg bare gør, at FCK ikke kommer til at undervurdere dem. Hvor de måske godt kunne undervurdere nogen af de mindre hold, så tror jeg det nager dem rigtig, rigtig meget, at de tabte den omvendte kamp i Vendsyssel,« lyder det.

Ud over spillet på FCK-sejr og rent bur er der fem andre spilforslag i denne uges udgave af Bettingklubben.

Eksperterne har blandt andet fundet deres fiduser i kampe, hvor Brøndby og Manchester United er involveret.