Danmarks bedste mandlige langdistanceløber gennem tiderne, Henrik Jørgensen, er død af et hjertestop, mens han gjorde dét, han elskede allermest: at løbe.

På en træningstur lørdag middag nær sit hjem i Sorthat-Muleby i skovområdet mellem Hasle og Rønne på Bornholm faldt den legendariske maratonstjerne og tidligere vinder af London Marathon om. Han blev 57 år.

Henrik Jørgensen efterlader sig sin kone, den tidligere VM-maratonløber Mette Holm Hansen, og datteren Anna Holm, som deltog i OL i Rio de Janeiro i 2016 på maraton.

»Min far var verdens bedste far. En livsstøtte for min mor og mig. Jeg kunne ikke have ønsket mig nogen bedre far. Vi har meget stærke bånd i familien, og det er et chok og en stor sorg for os, at han er død. Vi var et trekløver, og min far var den stærkeste,« siger en meget berørt Anna Holm til B.T.

Far og datter sammen. Den tidligere top-maratonløber, Henrik Jørgensen og datteren Anna Holm løber i naturen Foto: Nanna Kreutzmann
Far og datter sammen. Den tidligere top-maratonløber, Henrik Jørgensen og datteren Anna Holm løber i naturen Foto: Nanna Kreutzmann Foto: Nanna Kreutzmann
Vis mere

»Min far har været en inspiration for mig, og jeg er stolt af ham. Hans resultater taler for sig selv. Han var min første træner og har rådgivet mig i hele min karriere. Jeg skylder ham alt.«

Anna Holm havde overvejet at løbe London Marathon i foråret, 31 år efter faderens sejr, men føler ikke, at hun har det mentale overskud til at træne op til et maratonløb foreløbig.

Henrik Jørgensen har selv kaldt sig 'drengen, der ikke kunne stå stille'.

Han løb altid. Løb mere end nogen anden. Løb i skole. Løb til købmanden for sin mor. Og han elskede det. Det var livet for ham.

Henrik Jørgensen var dansk atletiks største navn på langdistancen gennem tiderne. Lørdag middag faldt han om med et hjertestop under en træningstur på sin elskede ø, Bornholm. Han blev 57 år. (Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix)
Henrik Jørgensen var dansk atletiks største navn på langdistancen gennem tiderne. Lørdag middag faldt han om med et hjertestop under en træningstur på sin elskede ø, Bornholm. Han blev 57 år. (Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix) Foto: Nanna Kreutzmann
Vis mere

Han blev kendt som løberen med pandebåndet, og allerede som 15-16-årig leverede han præstationer ud over det almindelige.

»Det var som 13-årig i Eremitageløbet, at jeg fandt ud af, at jeg kunne løbe langt. At det var på langdistancen, min fremtid lå. Eremitageløbet var en øjenåbner. Senere lå konkurrencen i Eremitageløbet i, hvor tidligt jeg kunne sætte den sidste konkurrent af. Flemming Jensen holdt længst. I 1985 var han med til Rådvad,« sagde Henrik Jørgensen, da han i 2017 blev ambassadør for sit danske favoritløb.

Han vandt fire gange i Dyrehaven (Mette Holm Hansen har vundet tre, og Anna Holm to gange), og han har rekorden for de 13,3 kilometer gennem den ikoniske skov på 38.40.

Denne signatur fulgte Herlev-drengen, siden han dukkede op på den danske atletikscene som et supertalent. Og jeg har altid beundret denne uforlignelige fighter og rollemodel både som atlet og menneske. Hans vilje og venlige, beskedne og charmerende væsen.

Henrik Jørgensen var dansk atletiks største navn på langdistancen gennem tiderne. Lørdag middag faldt han om med et hjertestop under en træningstur på sin elskede ø, Bornholm. Han blev 57 år.(Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix)
Henrik Jørgensen var dansk atletiks største navn på langdistancen gennem tiderne. Lørdag middag faldt han om med et hjertestop under en træningstur på sin elskede ø, Bornholm. Han blev 57 år.(Foto: Nanna Kreutzmann/Ritzau Scanpix) Foto: Nanna Kreutzmann
Vis mere

Henrik Jørgensen hurtigste maratontider blev løbet i London.

Han satte i 1985 dansk og nordisk rekord med 2.09.43 på en femteplads og vandt tre år senere i 2.10.20. Hans bedste VM-resultat var niendepladsen i Rom 1987, og han deltog i OL i Los Angeles 1984 og Seoul 1988.

Henrik Jørgensen delte sæsonen op i en sommer- og en vinterperiode. Om vinteren løb han mange kilometer og intervaller på landevej. Og om sommeren trænede han mere intensivt med færre kilometer og hurtigere intervaller, der ofte blev løbet på bane. Hans kilometergennemsnit lå på knap 200 kilometer om ugen.

Siden 1981 kom Henrik Jørgensen på sin kones fødeø, Bornholm, og han boede fast på øen siden 1990.