Så kom vi ned på jorden igen.

Hvor 'Badehotellet' nærmest peakede i sidste uge, føltes denne uges afsnit som en flad omgang med få højdepunkter. Særligt én ting irriterede voldsomt.

Jeg sad flere gange med små tårer i øjenkrogen, da Amalie Dollerups karakter, Amanda, i sidste uge afslørede for de andre karakterer, at hun har fået et barn med en tysk soldat.

Det var så godt skruet sammen af 'Badehotellets' forfatterpar, at jeg ikke forstår, hvorfor de i denne uge så valgte at gå så meget ned i gear med et afsnit, der mest handlede om regnvejr.

Birthe Neumann, Sonja Oppenhagen og Anette Støvelbæk i 'Badehotellet'.
Birthe Neumann, Sonja Oppenhagen og Anette Støvelbæk i 'Badehotellet'. Foto: TV 2
Vis mere

Hold op, hvor brugte de meget tid på at tale om vejret!

Og ja, det er jo meget dansk at tale om vejret, og ja, 'Badehotellet' slår sig op på altid at bevare den lette tone, men så er det bare heller ikke mere spændende tv at overvære en lille times beklagelser over at være fanget indendøre.

Jeg forstår heller ikke, at man ikke lod karaktererne tale videre om Amandas afsløring.

Jo, vi fik en fortsættelse af sagen, da vaskekonen valgte at sige op, og nu truer med at sprede Amandas hemmelighed til resten af byen, men det virkede mærkeligt, at resten af hotellet ikke nævnte det med et ord.

Mads Wille og Peter Hesse Overgaard i 'Badehotellet'.
Mads Wille og Peter Hesse Overgaard i 'Badehotellet'. Foto: TV 2
Vis mere

Man glemte også at køre videre på Hr. Weyses og Kitty Hansens Metoo-sag, og på den måde var alt for meget desværre ved det gamle.

Tre ting trak op.

For det første var det fint at se Hr. Weyse og Hr. Madsen blive genforenet for en kort stund, efter at den nye dansk-amerikaner Hr. Serup indtil nu har fået lov til at fylde alt for meget af handlingen.

Jens Jacob Tychsen og Lars Ranthe, der spiller de to elskede karakterer, har en fantasisk kemi sammen, og man fornemmer tydeligt, at de også personligt hygger sig gevaldigt i hinandens selskab.

Søren Sætter-Lassen i 'Badehotellet'.
Søren Sætter-Lassen i 'Badehotellet'. Foto: TV 2
Vis mere

Selvom scenen blev lidt for lang, virkede det også fint at se de tre fruer, fru Frigh, fru Madsen og fru Weyse tale med hinanden om deres mere eller mindre succesfulde ægteskaber.

Særligt Anette Støvelbæk som fru Frigh var inde og pille ved noget semi-rørende, da hun afslørede, at hun i sin tid kun fandt sammen med sin mand, efter at han gjorde hende gravid ved et uheld.

Til sidst kan Søren Sætter-Lassen som den ellers irriterende sleske Hr. Molin vise sig at blive sæsonens overraskelse.

Jeg havde håbet på, at han var blevet skrevet ud af 'Badehotellet', efter at han i sidste sæson sluttede med en replik om at gå ned og drukne sig i havet, men her ville forfatterne det altså anderledes, og det kan blive en gevinst på ét punkt.

Umiddelbart er han ankommet til hotellet for at hjælpe en tysk oberst, men han bærer samtidig på Hr. Madsens hemmelighed om, at han arbejdede for tyskerne i krigens optakt.

Det kunne blive interessant, hvis den detalje slipper ud, så de andre gæster får endnu en grund til at vende sig mod familien Madsen.

Jeg krydser fingre.