Det australske politi leder efter fire mænd med meget lidt tøj på, der brød ind og slap tre krokodiller løs på en skole i Darwin, Australien.

Fire mænd med tre saltvandskrokodiller på en skole. Det lyder mærkeligt, men det er, hvad der skete i Darwin i det nordlige Australien i nat. Mændene raserede et forkontor på skolen og blev fanget på video.

De tre hunkrokodiller, hvoraf den største af krokodillerne er to meter lang, var i meget dårlig tilstand og er muligvis nødt til at blive aflivet, skriver The Telegraph. Krokodillernes munde var tapet sammen, og deres tilstand bar præg af at være blevet forsømt af deres ejer.

»De har ikke set vand i lang tid, og de er underernæret,« fortæller seniorkonstabel David Gregory, der var på skolen for at undersøge krokodillerne.

Luke McLaren, der skulle hjælpe med at redde dyrene, fortalte ABC Radio mandag, at krokodillerne var i rigtig dårlig tilstand som en konsekvens af forsømmelse. De var hovedsagligt kun skind og ben og rimelig nemme at fange, sagde han.

»De har ikke været i vand i et godt stykke tid, de har ikke fået mad, og en af dem så ud til at være blind (som konsekvens af forsømmelsen),« sagde Luke McLaren.

David Gregory og Luke McLaren tror, at dyrene kommer fra en krokodillefarm, og politiet har bedt borgerne om hjælp til at identificere mændene bag forbrydelsen. Saltvandskrokodiller er nemlig en fredet dyreart, og forseelsen kan straffes med bøde på omkring 385.000 kroner eller op til fem års fængsel.

I videoen ses gerningsmændene også vandalisere kontoret og stjæle en computer.

Se videoen med mændene her: