Forskere har sandsynliggjort, at kaskelothvaler kommunikerer individuelt med hinanden. Man har også ret klare ideer om, hvad de kommunikerer – på ’hvalisisk’. Hvad snakker kaskelothvaler egentlig om, når de kommunikerer med deres karakteristiske og nærmest morseagtige bankelyde?
Man ved det ikke præcist, men biologen Magnus Wahlberg fra Syddansk Universitet har en række kvalificerede gæt, for han har stået i spidsen for den nok største undersøgelse nogensinde af de store tandhvalers sprog.
»Vi kan se, at deres lyde indeholder individuelle komponenter, så det er rimeligt at antage, at de også kommunikerer individuelt,« forklarer biologen, der medvirkede til at kortlægge kaskelothvalernes sprog på et forskningstogt ud for Azorerne i Atlanterhavet.
Der fastgjorde forskerne ved hjælp af sugekopper avanceret lytteudstyr til syv-otte kaskelothvaler, hvorefter en rigdom af bankelyde væltede ind på computeren fra dybder på nogle gange mere end 1.000 meter. I alt identificerede man over 20 forskellige beskeder, f.eks.bam, bam, bam – bam. Eller bam, bam – bam, bam. Altså korte, morselignende signaler, der ofte var forskellige fra individ til individ.
Nyttige beskeder – ikke filosofi
Det er ikke lykkedes at dechifrere de enkelte signaler, for det vil kræve langt mere detaljeret overvågning af hvalernes adfærd. Men Magnus Wahlbergs gæt på nogle af hvalernes mest oplagte sætninger lyder sådan her:
Jeg er her!; Hvor er I?; Her er fisk!; Jeg er ved at spise; Jeg er på vej op!
Dertil kommer, at de efter al sandsynlighed kan udsende farebeskeder som’Pas på!’eller’Spækhugger kommer fra nord!’.Eller fra en anden retning.
»De diskuterer nok ikke filosofi eller politik. Det er næppe samtale i gængs forstand, men der må være nogle informationer i deres lyde, som de bruger til at fortælle, hvor de er, og hvad de laver,« fortsætter biologen og understreger, at kaskelothvalen må formodes at være et ganske ’klogt’ dyr.
Det skyldes ikke mindst, at dens hjerne er dyrerigets største, dobbelt så stor som blåhvalens. En stor del af hjernen bruger den med al sandsynlighed til at høre med. Samtidig har kaskelothvalen som sin slægtning delfinen et ret sofistikeret socialt liv, og det er velkendt, at dyr med komplekse sociale sammenhænge bruger store hjerneressourcer på netop det.
Højeste dyrelyd
Samtidig ’taler’ kaskelothvaler ganske højt, for ellers kan de ikke høre hinanden på ofte mange kilometers afstand. Når de voksne hvaler søger føde, typisk blæksprutter, dykker de ofte ned på dybder på over en kilometer. Imens efterlader de deres unger, eller rettere kalve, ved overfladen.
»Når de stiger op igen, skal de kunne finde kalvene, så det er oplagt at tro, at de kalder på dem for at kunne lokalisere kalvene,« fortsætter Magnus Wahlberg og forklarer, at kaskelothvalerne gemmer på endnu en lyd-hemmelighed.
I det komplette mørke på en kilometers dybde finder de op til 20 meter lange og 50 ton tunge hvaler blæksprutter ved hjælp af sonar. Det vil sige, at de udstøder en kort og voldsomt kraftig lydpuls, hvorefter de kan lokalisere blæksprutter på ekkoet. Næsten præcis på samme måde som flagermus orienterer sig, når de flyver.
Kaskelothvalens lydpuls er intet mindre end dyreverdenens højeste. På land ville det svare til et lydtryk på omkring 180 decibel.
»Det er enormt kraftigt. Som et riffelskud lige ved siden af øret. Hvis et landdyr kunne udstøde en lige så kraftig lyd, ville man formentlig få sprængt trommehinden, hvis man stod lige ved siden af,« mener forskeren.
Navne og dialekter
Det er Magnus Wahlbergs drøm, at man om føje år kommer til at afkode kaskelothvalernes sprog, hvorved man vil kunne få detaljeret indblik i det prægtige pattedyrs dagligdag.
Andre forskere er allerede kommet relativt langt med sprogafkodning hos en række andre dyrearter. For eksempel peger meget på, at delfiner har personlige navne, som de reagerer på. På samme måde har man i nogen udstrækning afkodet visse fuglearters sang og bl.a. opdaget, at mange fugle synger med ’dialekter’, afhængig af deres geografiske tilknytning.
Det overvejende danske forskningsresultat er offentliggjort i tidsskriftet Journal of the Acoustical Society of America.
