KONCERT: Hanne Boel, turnépremiere, Vega København
Vi har én sangerinde i den absolutte verdensklasse i Danmark. Navnet er Hanne Boel, og det stod helt tydeligt, selv om alt ikke var helt på plads ved turnépremieren fredag aften.
Præcis dén tanke meldte sig midt i Hanne Boels version af den sørgeligt oversete amerikaner John Hiatts konge-kantate »Don't Know Much About Love« i Vega i aftes. Som man stod dér og flød ud med et plastickrus med ét af monopolbryggeriets magre mosevand i hånden.
Og den indledning er ment som en cadeau af de større til Danmarks ubestridte souldronning Hanne Boel, som man oplevede hende i københavnske Vega til turnépremieren i aftes.
Det faktum at der sine steder i salen var var plads nok mellem tilhørerne til at svinge mindre gnavere rundt ved halen kunne tyde på, at Hanne Boel ikke er så populær, som hun var engang. Hvis det er tilfældet, er det synd, for Hanne er så tidløs og træfsikker i sin musik som få kunstnere er det herhjemme.
Visse af mine begavede kolleger vil formentlig forudsigeligt trompetere, at Boel er »gammeldags«, og at det er derfor, hun »kun« trak i omegnen af 800 i Vega i aftes. Nu er det imidlertid ikke forbudt at have forstand på musik, og det eneste gammeldags ved Hanne Boel er hendes tro på, at ordentligt musikalsk håndværk til hver en tid vil overleve tilfældige forbipasserende modeluner. Og i det har hun naturligvis ganske ret.
For Hanne Boel er kort og godt en lige-ud fantastisk sangerinde og én af de få, jeg ikke ville have noget imod at gå til en a'capella koncert med. Hun hører til det fåtal af sangere, som rent faktisk er langt, langt bedre live end på plade. Hendes totale kontrol, fornemme fraseringer og tvangfri improvisationer i sangene er af en karakter, så man kan stå dér og uden påfaldende grund blive helt forelsket i verden - eksempelvis i den fænomenale eksekvering af sange som »Starting All Over Again«, »Back To The Wall« og »Sometimes My Love«.
Jeg husker, jeg engang for mange, mange år siden skrev, at Hanne Boel tårner sig op over alle sine sangerinde-konkurrenter i dansk musik. Sådan er det stadigvæk. Hanne Boel er en sanger i verdensklasse, og når musikken rigtigt rammer, som den gør i sydstats-soulrock sange som »Come To Mama« og »Beware Of The Dog« fra det nye album, så rammer Hanne en på papiret umulig men bedårende balance mellem sex, sødme og religiøs højstemthed, som de færreste magter. Der var således en grund til at publikums applaus til tider virkede helt andægtig.
Det er så også dér i de ærkeamerikanske sving på Route 66, Hanne Boel er bedst. Grunden til at karaktergivningen ikke er højere er, at hun imidlertid ikke hele tiden ligger lige lunt i det sving, blandt andet på grund af lovligt anonym og ballade-orienteret midtersektion af første sæt samt et band, som på denne første aften tydeligvis endnu ikke var spillet helt på plads. Den ellers så dygtige og erfarne trommeslager Klavs Menzer lå f.eks. alt for langt fremme på beatet i »Let's Make A Baby King«.
Anyway, når det hér hold er spillet rigtigt på plads, og man engang til sommer står der og oplever det med en fadøl i den ene hånd og den eneste ene i den anden - jamen, så er jeg sikker på, at man vil føle, at livet egentlig kunne være meget værre...
... og var det forresten ikke hér, vi startede?
