Som den stridbare, hidsige, Katerina i »Trold kan tæmmes« er Hella Joof mer' fortabt lillepige end fnysende hormonbombe.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Det er aldrig for sent!«, siger Petruchio glad og gi'r sin iltre Katerina et kærligt klem. Men for forstillingen ER det lige ved at være for sent. For det er faktisk først her, et kvarter før det hele er slut, at varmen og sensualiteten indfinder sig.Indtil da har »Trold kan tæmmes« mest været langtrukne forviklinger og mere fjollet end egentlig morsom. Det dejlige sker omsider, da de to forenes, som alle (undtagen de selv!) hele tiden har vist var skabt for hinanden.
Mellem Hella Joof og Jesper Lohmann tændes endelig for det erotiske sommernat-trolderi, som forstillingen ellers har savnet og som er nødvendig for, at vi kan tro på, at macho-sjuften Petruchio virkeligt mene det, når han siger: »Af kærlighed udspringer der mirakler!«
Kærlighedens mirakel
Alle, der kender Shakespeares »Trold kan tæmmes«, ved, hvad miraklet her består i: nemlig Katerina... at den kærlighed, som hun til sin egen forbløffelse opdager, at hun nærer til charmetrolden og slamberten Petruchio, faktisk HAR forvandlet hende. Fra sur og frustreret havgasse til en kvinde, hvis selvværd hviler roligt i visheden om at være elsket og selv ville kærligheden.
Som den stridbare, hidsige, Katerina er Hella Joof på alle måder familens sorte får, men spiller for længe rollen mer' som adfærdsvanskelig lillepige end fnysende hormonbombe.
Men slutscenen - den berømte/berygtede monolog hvor Katerina har accepteret spillereglerne i parforholdet (Hvis HAN siger, at solen er månen, så gi'r hun ham ret!), gør hun smukt og varmt, fuld af forelskelsens hengivelse.
Jesper Lohmann i fuldt toreador-outfit som frækkerten Petruchio - og med lige dele pomade-charme og rå mandehørm. Han er slet ikke til at stå for - helt oppe at køre i selvfede, ironiske omdrejninger.
Med et crossover-miks af moderne bokserstøvler og fortidige Renæssance-ærmer satser »Trold kan tæmmes« på et »altidigt« image og har reduceret scenografien til en pistacegrøn scene fuld af noget, der ligner en nedsænket labyrint.
Spillerne farer op og ned i handlingen, der udspiller sig i en italienske fantasi-by, hvor en rig købmand (Kristian Halken) trækkes med to giftefærdige døtre: den yndige Bianca (Laura Bro) og hendes grove storesøster, Katerina (Hella Joof). Bianca vil alle ha', men farmand beslutter, at lillesøster først må gifte sig, når han er sluppet a' med rappenskralden Katerina.
Forudsigelige forviklinger
Heldigvis ankommer den fanden-i-voldske Petruchio, der ikke lader sig skræmme af Katerina, men vejrer skæg og ballade og en fed medgift.
De, der har set Zeffirellis film fra 1967 med Richard Burton og Elizabeth Taylor i rollerne vil vide, hvordan det ta'r sig ud når »to ildebrande tørner sammen«, som Petruchio selv udtrykker det. Der er ikke meget brandfarligt i Emmet Feigenbergs instruktion. Hans »Trold kan tæmmes« på Grønnegårds Teatret er en temmelig tam omgang.
Og trods gode skuespillere hele vejen rundt en meget omstændig forestilling. Indrømmet, som komedie hører »Trold kan tæmmes« ikke til Shakespeares sjoveste.
For ganske vist er idéen med det arrige tøsebarn, der finder sin overmand, god, men dette finurlige kærligheds-plot er pakket ind i en langsommelig og forudsigelig forviklings-historie.
En omgang tomgang
Den har, trods herlige præstationer fra garvede birolle-spillere som Kristian Halken og Paul Hüttel svært ved rigtigt at fænge.
Meget handling går i tomgang i alt det bøvl, handlingen har med forklædte friere og falske fædre, der sendes på scenen i kampen om yndige Bianca. Denne »Trold kan tæmmes« er effektiv og slagkraftig. Sexet og sensuel? Ikke nok, desværre!
big@bt.dk»Trold kan tæmmes«. Komedie af William Shakespeare. Oversættelse: Nils Brunse. Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi: Mia Stengaard. Koreografi: Niclas Bendixen. Grønnegårds Teatret, København.
