Der er gode nyheder. Og der er dårlige nyheder. Orlando Bloom er hamrende hyggelig og ser mindst ligeså godt ud i virkeligheden som på film. Men... så de dårlige: Han er ikke til rådighed, piger.

Trods opbruddet fra kæresten gennem tre år Kate Bosworth holder 28-årige Orlando sig nemlig fra single-scenen. Han går kun ud med vennerne. Han nyder at være alene. Og når spørgsmålet om en eventuel ny kæreste lyder, siger han bare:

»Intet nyt fra Vestfronten. Jeg er ikke interesseret. Der er selvfølgelig mange søde piger derude. Men lige nu koncentrerer jeg mig om min karriere, som jeg har drømt om i over ti år.«.

Kun syv år efter skuespilleruddannelsener Orlando verdens hotteste filmstjerne med film som »Lord Of The Rings«, »Troy« og »Pirates of the Caribbean« i baggagen. Og på onsdag har Orlandos seneste scoop »Kingdom Of Heaven« verdenspremiere i Danmark.

»Hvis du for fem år siden havde sagt, at jeg skulle spille hovedrollen i en Ridley Scott-film, så havde jeg uden at blinke kaldt dig en løgnhals,« siger Orlando med et henført smil.

Instruktøren, der ligesom Orlando selv er britisk, har før hittet med klassikere som »Bladerunner«, »Black Hawk Down«, »Alien« og »Gladiator«. Og da han så Orlando i »Pirates of the Caribbean« var han overbevist.

»Orlando har den helt perfekte udstråling - en suveræn blanding af raffinement og traditionel maskulinitet. Og jeg vidste, at han ville være perfekt til rollen som helten, smeden og korsridderen »Balian« i »Kingdom Of Heaven,« siger Ridley Scott til B.T.

Og Orlando er lykkelig for Ridleys pæne ord. Som unge filmfan var Orlando, der til interviewet med B.T. møder op sammen med sin hund Cidy, betaget af skuespillere som Paul Newman og Johnny Depp. Og den tidlige Ridley Scott-film »The Duellists« er stadig én af Orlandos absolutte favoritter.

»Det er uhyre tilfredsstillende at blive taget alvorligt som skuespiller. Jeg nyder selvfølgelig også det, du kan kalde min filmstjernestatus. Men den slags er kun en forsvindende kort oplevelse.

Og hvis du lader dig rive med af tilbedelsen, så udhuler du dig selv og ødelægger måske din egen fremtid som skuespiller,« siger Orlando Bloom, der af samme årsag ikke læser nogle af de mange magasiner, hvis forsider prydes af Orlandos flotte træk.

Efter opbruddet med Kate - nogle siger, at de kun holder pause - ville rygterne vide, at Orlando Bloom fik hjælp af sin gode ven Brad Pitt, der netop selv er blevet skilt fra Jennifer Aniston.

Men når verden går ham imod søger Orlando gerne ind i sin egen sjæl for at finde sin ro.

Siden sit 18. år har Orlando Bloom nemlig studeret Buddhisme. Og selvom han indrømmer, at han stadig er nybegynder, så er han taknemmelig for den fredsfyldte filosofi, der har hjulpet ham igennem mange svære tider.

»De (de buddhistiske lærermestre, red.) har en dyb forståelse for menneskets sjæl. Og sammen med musikken og naturen viser de mig ofte vejen til indre fred,« siger Orlando.hoeg@bt.dk