(»Kentex 3«, »Komme hvad der komme vil, bare der er rødbede til« Instruktion: Jeanne Boel. Kapelmester: Frans Bak. Privatteatret, København.)
Looking for a different tune« synger Tommy Kenter i det blues-nummer, han åbner sit længe ventede show med. Men det lykkes ikke rigtig at finde melodien - den nye melodi, altså.
Det går meget, meget bedre med det kendte: de helt særlige figurer, han har skabt - og som han skaber sig så vidunderligt i: ensomme, umulige, skæve mænd, som man faktisk ville ha' lidt ondt a', hvis man kunne komme til det for bar' grin.
Der er Rudy Kleützner - den pomade-glinsende Karl Smart, en Kenter-klassiker, der i denne omgang, »Kentex 3« ikke er så sjov, som vi husker ham, vores yndlings-aversion, manden der er indbegrebet af meningsløs, dansk selvglæde. Desværre, han er ikke så morsom, som da vi lærte ham og hans hurtigternede jakke at kende i første Kentex-show, i 1994.
»Kentex 2« skulle ha' haft premiere i fjor. Men Tommy Kenter fik alvorlige problemer med stemmen - så slemme, at han måtte aflyse. Men nu er han her altså - med »Kentex 3«. Med Jeanne Boel som dejlig nummer-pige, med Kleützner, Kjeld og Alf Velling.
Tommy Kenter lader disse, sine indre indespærrede mænd, komme ud og lege - og gør det med et talent så bredt favnende som en 10-armet blæksprutte.
Keld der i sin kattebræk-farvede vindjakke, strikhue og stepsko er nuttet. Men desværre, som med Rydy Kleützner: et svagt nummer. Og som det meste i øvrigt: alt for langt. Showet varer næsten tre timer og ville være tjent med at være en time kortere.
Selvfølgelig vil vi se Alf - manden, der er så blød, at hans alpehue er smeltet fast på hans tykke hoved. Han møder op med cowboyhat uden på alpehuen, og gi'r os, komplet med snurrende pistoler, et cowboy-potpourri, der går i kludder, i Morten Korch og Kai Normann Andersen.
Det er det glade, musikalske vanvid - ligesom når Alf lidt senere forsøger sig med at fortælle et eventyr til musik-akkompagnement. Det SKAL jo gå galt - og gør det på den særlig kærlige og kære Kenter'ske måde, hvor han nok udleverer sine skæve typer som de tumper, de er, men også forvandler dem og gør dem virkelige.
Sådan går det med lektor Elg - det er ham, der voldtager og smelter sammen med sin talerstol. Og sådan gør han som den fordrukne frue-model, han forvandler sig til i showets anden del: vi møder ham - iført solid brandert, paryk og tricot charmeuse-underkjole - i hans egen tekst, efter en Finn Søborg-novelle. Og kan ikke andet end knus-elske den vanvittige, men også rørende og ensomme kone med ål i strømperne og gin i portvinen.
Når Tommy Kenter er bedst - og det er han i det lange vise-potpourri, som er perlen i første del, så er han intet mindre end enestående. Han opfinder Keld Erik og viser ham fra ung og snotforelsket, over midtvejskrise til panikalder. Kenter har sat seks kendte gamle revy-viser sammen til et rigtigt menneskeliv.
Det er godt fundet på og genialt udført. De skæve, skægge typer fra de gamle kendte viser - »Fidderul-la-la tju-hej« - gør han til sine. Og han ny-fortæller viserne med sin helt egen forrygende mimik og enestående vitalitet.
Netop som visefortolker viser Tommy Kenter os, hvor stor (og savnet!) en skuespiller, han er. En ener på scenen. En mand, der behersker det afdæmpede lige så godt som det farlige
Det er ofte blevet sagt om Tommy Kenter, at han er en stor komiker - en elev fra Kjeld Petersens desperado-skole. Når han er bedst - og det er han i enkelte numre i »Kentex 3« - så serverer han galskab, som gratiøst balancerer på vulgaritetens kant og viderefører en speciel, dansk komiker-tradition: det stærke og det afdæmpede ophøjet til galskab.
»Kentex 3«, »Komme hvad der komme vil, bare der er rødbede til« Instruktion: Jeanne Boel. Kapelmester: Frans Bak. Privatteatret, København.
