Jodie Foster oplever en mors værste mareridt på film

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>PARIS: - Moderlig omsorg går vist aldrig af mode.

Jodie Foster er cool. Taler som hun gør på film. Hurtigt. Kontant. Vi befinder os på et hotel i Paris.

Hollywoodstjernen er i Europa for at promovere sin nye film "Flightplan".

En af de tilstedeværende journalister spørger lettere irriteret, om ikke Jodie Foster er med til at promovere nykonservatisme med al sin snak om familieværdier.

- Er det konservativt at vise sympati, spørger hun uden at få svar.

"Flightplan" handler om en kvinde i et fly. Hendes barn forsvinder. Ingen andre har set datteren.

- Selvfølgelig kender jeg den angst som mor, siger Jodie Foster.

Troede det var en leg
- Det værste, jeg har oplevet, var egentlig en ret harmløs situation. Min søn på fire skulle have fjernet sine mandler. Jeg sad ved siden af ham og så ham tælle ned med et stort smil. Han troede, det var en leg, pludselig undervejs gik det op for ham, at alle i lokalet havde snydt ham. Jeg kunne se hans øjne rulle rundt i hovedet. Kunne fornemme ham tænke: "mor svigter du mig?". Jeg sad dér med hans hånd i min. Jeg kan ikke beskrive det. Det var så rørende,« siger Jodie Foster og kvæler en lille skrubtudse i halsen. Nu er hun jo skuespiller. En af de større endda. Men det virker ret ægte.

- Alle forældre kan identificere sig med den følelse. Pludselig er barnet alene ude i verden - uden at man har mulighed for at gribe ind over for de mange små urimeligheder, der truer dem derude, siger Jodie Foster.

Kunstig befrugtning
Hun har to sønner. Den yngste har hun selv født efter kunstig befrugtning. Den ældste på syv er adopteret.

Jodie Fosters karriere ligner lidt af et siksak-løb. Så er hun med i en storfilm. Så træder hun helt ud af billedet. På et tidspunkt for at køre sit eget produktionsselskab, hvilket gav hende titlen "Hollywoods mest magtfulde kvinde". De senere år har hun koncentreret sig om sønnerne, som hun bor alene med. Hun værner meget om sønnernes og hendes eget privatliv. Derfor er pressen interesseret,når Jodie endelig viser sig offentligt.

- Jeg lavede min første film (»Bugsy Malone«) som barn. Allerede dengang var min mor meget beskyttende. Jeg kan huske engang, nogen havde arrangeret, at jeg skulle i Disneyland med et kamerahold. Min mor blev vildt rasende. Jeg skulle have lov til at passe mig selv og mine venner, når jeg ikke arbejdede, siger Jodie Foster.

De to seneste film "Panic Room" og "Flightplan" minder om hinanden. Mor alene i verden beskytter sit barn mod ondskaben. Nervepirrende thrillerfilm - præcis som hendes storfilm "Ondskabens øjne".

- Jeg har spillet helt nogle gange. Men altid som rigtige mennesker med rigtige følelser, der reagerer, når de er truet. Jeg bliver vist aldrig en Arnold Schwarzenegger-type. Det er rigtigt, at jeg næsten altid spiller en person, der er alene i verden. Ofte en mor. Det er sjovt, at folk aldrig spørger en mandlig skuespiller, hvordan det er at spille enspænder. Konventionen er, at kvinder bør være i et fast forhold til en mand - også på film, siger Jodie Foster.

Ingen bitterhed
Konventionen er samtidig, at ældre skuespillerinder har meget svært ved at få roller. Foster indrømmer forfriskende ærligt, at sådan er det også med hende. Hun får "næsten ingen" tilbud om filmroller i dag. Når man rammer 40, er det slut, som hun siger. Men ingen bitterhed her.

- Det er helt andre ting, der driver mig i dag. Da jeg var ung, bekymrede jeg mig meget om fremtiden. Bliver jeg succesfuld? Kommer jeg på forsiden af Vogue? Er min fremtid den blonde kvinde i armene på den store helt. Det er det lykkedes mig at undgå. Jeg har aldrig været hende den smukke unge pige på film. Jeg laver film, hvor mit ansigt er rent. Det har skabt min karriere, siger Jodie Foster, som åbenlyst er glad for sit liv. Fordi hun er styret uden om de mange faldgruber på Sunset Boulevard i Los Angeles.

- Mange skuespillere taler vidt og bredt om deres mest intime liv. Hvorfor ikke. Hvad har man at skjule? Drikker på klubber, hvor man udmærket ved, at alle holder øje. Fem år efter er de en tegneserie - og kede af det. Så er det bare for sent, siger Jodie Foster.

"Flightplan" havde premiere fredag. Den fik tre stjerner af B.T.s anmelder.