TEATER: Bortset fra Lars Mikkelsens og Nicolaj Kopernikus præstationer, er nyopsætningen af »Don Juan« en tam affære
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er to gode ting at sige om nyopsætningen af »Don Juan« på Det Kgl. Teater. Den ene er Lars Mikkelsen, den anden er Nicolaj Kopernikus. I deres samspil som herre og tjener er der det skub og den nerve, som forestillingen ellers savner.I sin iscenesættelse har Klaus Hoffmeyer så demonstrativt travlt med at underholde, at resultatet bliver kedeligt. Der forsøges med farce, slapstick og melodrama. Til ingen nytte.
Alene i Lars Mikkelsens store monologer lever dramaet. Og kun når han og Kopernikus kører deres spændstige herre/tjener magtkampe, er forestillingen ægte underholdende.
Kopernikus rammer plet
Som tjeneren er Kopernikus uimodståelig: en snusfornuftig, praktisk anlagt småborger med en moral, der kan både gradbøjes og købes. Kopernikus er en energisk, skæg tjener og hans præstation rammer plet.
I den hulens svære rolle som Don Juan, der både foragter hyklere og selv er en, er det en glæde at opleve Lars Mikkelsen i en klassisk rolle på vor nationalscene.
Grel cirkusforestilling
Han har allerede - på Grønnegaardsteatret - fået Shakespeare til at lyde både stedsegrøn og moderne og han tryller tilsvarende med Moliéres 1600-tals drama. Hans vingefang som skuespiller er stort, hans Don Juan fascinerende og levende. Med kviksølv i årene tryllebinder denne Don Juan os i en opsætning, der er en ejendommelig, grel cirkusforestilling.
Scenografien er fire store skabskufferter. De signalerer muligvis, at vi er i selskab med et menneske - Don Juan - der er evigt på farten. I kufferterne er der ikke skeletter, der er hans legetøj: levende, nøgne mennesker. De titter frem nu og da og ser undrende ud.
Overspillede biroller
Lars Mikkelsen erotiske udstråling er på plads, og han svinger lige så flot med den, som han gør med musketérhatten med de lange fjer. Vi ved, Don Juan er altædende kvindefortærer.... men alligevel, han kunne nu godt have fortjent at skulle bruge sine forførende evner på mere interessante eksemplarer af hunkønnet, end dem, der der serveres i denne opsætning.
Men ikke kun på kvindesiden er rollebesætningen svagt, mildelst talt. Næsten alle biroller er præget af overspil og skabagtige manerer.
