Årets Oscar-vært Hugh Jackman beder til, at hans afdøde kollega Heath Ledger belønnes med en posthum statuette på søndag. Skuespilleren mener, det vil være en passende hyldest til hans unge landsmand.

'Brokeback Mountain'-stjernen er nomineret for sin præstation som Jokeren i 'The Dark Knight' og er en af Oscar-historiens største forhåndsfavoritter, så Jackman har gode chancer for at få sit ønske opfyldt.

I månederne op til den store prisuddeling i Hollywood er anerkendelserne regnet ned over Ledger. Han er blandt andet blevet belønnet med en Golden Globe og det britiske filmakademis svar på en Oscar, BAFTA-prisen, og Jackman sender en lille bøn opad for succes på søndag:

- Jeg kan ikke skjule, at jeg meget gerne ser, Heath får den ære. Jeg synes, han fortjener den Oscar og den vil være et passende minde, siger den australske skuespiller.