Zentropa-stjernen Gry Bay kommer hjem fra Cannes med rygsækken fuld af filmtilbud.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Vejen til Hollywood går via filmfestivalen i Cannes. Filmrolle-tilbud nærmest regner ned over dansk films nye stjerneskud, Gry Bay, der er filmaktuel i den erotiske kærlighedsfilm »All About Anna«.

Tilsagn om tre store filmroller i amerikanske actionfilm har Gry Bay foreløbig med hjem i bagagen - inklusiv et manuskript - når den 28-årige stjerne lander i Københavns Lufthavn i Kastrup i dag.

»Det virker helt mafiosoagtigt hernede med penge under bordet, smukke kvinder og ældre herrer i dyre jakkesæt,« siger Gry Bay over mobilen. B.T. fanger hende umiddelbart efter endnu et møde med en filmproducent fra Hollywood.

Karrierespringet er mere held end forstand.

På vej til et interview med den danske presse på Hotel Hilton i Cannes tog Gry Bay den forkerte elevator op. I elevatoren stod tilfældigvis en magtfuld filmproducent, der med det samme lagde mærke til den langbenede danske filmbabe.

Straks hev han hende med ind på sit kontor, stak hende sit filmmanuskript og inviterede hende med ud at spise.

Ja, det lyder som en kliché. Men senere samme aften sad frøken Bay altså sammen med filmproducenten fra American World Pictures på Hotel Carlton og brolagde sin vej til stjernerne.

»Filmen er en dinosaurfilm med et budget på 400 mio. kr. Det er et noget andet budget, end hvad jeg er vant til at arbejde med i »All About Anna« (hvor budgettet er en fjerdedel af det, red.). Jeg skal spille den kvindelige hovedrolle, der ikke bliver spist af dinosauren,« afslører den tidligere kæreste til Robinson-vinderen Henrik Ørum.

Egentlig var det Zentropafilmen, hun tog til Cannes for at dele postkort ud for og promovere, men der er mere rift om hende end om »All About Anna«.

»Jeg har slet ikke haft tid til at holde ferie endnu. Jeg farer rundt til den ene middagsaftale efter den anden og drikker kaffe på Hotel Carlton og Hilton med de magtfulde mænd,« griner Gry Bay fattet i den lånte mobiltelefon i Cannes ved Den Franske Riviera.

Alle vil have fingre i Gry Bay, og endda så meget, at hun i sin travlhed glemte sin mobiltelefon på bagsædet af en taxi og sine Gucci-solbriller på en fortovscafé, hvor hun spiste en is. Heldigvis fik hun solbrillerne igen, men mobilen er væk, og hun har derfor lånt en anden af sine kollegaer.

»Der er mange, som har vist interesse for mig,« konstaterer Gry Bay, og det kan man vel ikke fortænke dem i. Men hun går ikke med til hvad som helst.

Forinden rejsen til Cannes gjorde Gry Bay sig nemlig klart, at hendes opgaver foran de snurrende filmkameraer ikke skal være af pornografisk karakter. Det til trods for, at hun i »All About Anna« ikke blot onanerer, men kaster sig ud i en lesbisk scene med Frankrigs største pornostjerne Ovidie og dyrker hed, vaskeægte sex foran kameraerne med den engelske teater-skuespiller Mark Stevens.

Det er bl.a. store amerikanske filmselskaber som Miramax, Warner Brothers og American World Pictures i Los Angeles, der vil have Gry Bay med på rollelisten.