TEATER: »Merlin«. Af Tankred Dorst. Bearbejdelse og iscenesættelse: Jan Maagaard. Scenografi: Lars Juhl. Koreografi: Nini Theilade. Lysdesign: Allan Saysette. Kapelmester: Bent Lundgaard. Premiere. Odense Teater, Store Scene.
Det begynder ellers tilforladeligt med magikeren Merlins fødsel. Et barn af en tårnhøj klovnekvinde, der kommer til verden som en bebrillet baby i voksenstørrelse, iført brun habit, og som straks fordyber sig i en avis. Han vil mærke nuets brand, men provokeres af et møde med Djævelen, der påstår at være hans far, til i stedet at give sig i kast med verdenshistorien. Målet er at skabe »en velordnet verden«.
Men selv om Preben Kristensen gør det strålende som en sødt-ironisk og velsyngende Merlin, ender det med kaos.
Teksten og iscenesættelsen bygger på et stykke, der er dobbelt så langt som i Odense og mere end 20 år gammelt. Det mærkes - både i stil og indhold. Med afsæt i den gamle myte om kong Arthur og ridderne om det runde bord har Jan Maagaard valgt at lave en forestilling om forvandlingen som et af tilværelsens grundvilkår. Men derved taber han både eventyrspillets brogede og underholdende kvaliteter og ridderdramaets storslåede enkelhed på gulvet. Vi får hverken det ene eller det andet. Derimod en beretning om den hellige Gral, som er så rodet, at det får én til at længes efter operaverdenens noget klarere versioner af den samme historie.
Hvilken ridder der er hvem og hvorfor, fortaber sig hurtigt i det dunkle. Og snart drager ridderne ud i verden for at finde Gralen, og så ser vi i lang tid ikke mere til dem!. Imens rådner det runde bord op, og Lars Simonsens rørende kong Arthur ser sine demokratidrømme gå samme vej. Ægteskabet med den skønne dronning Guinevere går også i spåner, og Sophie Louise Lauring spiller hende så dejligt, at man sagtens forstår, hvorfor flotte, følsomme Martin Hestbæks Sir Lancelot forelsker sig i hende. Efter mange forviklinger, forsvindingsnumre, vanvid og heksebål vender de dog tilbage til kong Arthurs hof, uden at det gør nogen større forskel.
Det gør til gengæld skuespillerpræstationerne, som sammen med scenografi og musik får alle tre stjerner. Der er ingen iøjnefaldende fejlplaceringer i det store persongalleri. Derimod en lang række underholdende og overbevisende enkeltpræstationer og et strålende ensemblespil. Malene Melsen - mor til Merlin - og hans morbror Klaus T. Søndergaard er tårnhøje, tynde og skægge klovne og narrehoveder, der liver gevaldigt op, når de er på scenen. Og i en enkelt lille åndeløs scene mellem den fremragende unge Mikkel Bay Mortensen og fabelagtige Lane Lind som Parcifal og hans fattige mor får vi decideret stjernespil.
Scenografiens superenkle smukke scenebilleder og lækre, fintmaskede brynjer er en fryd at se på, samtidig kan den, når det kræves, levere de store spektakulære udtræk, og sådan er det også med musikken. En mandstrio - med André Lundemann i spidsen som førertenor - binder i skøn showstil en række af scenerne sammen. Samtidig med at de musikalske indslag i deres helhed lykkes med den simple mangfoldighed, iscenesættelsen mangler. Eller har erstattet med en noget umoderne blanding af alle mulige genrer.
Typisk for forestillingen serverer Merlin moralen i en afsluttende sang: »Vi skal lære at elske dem, vi hader« synger Preben Kristensen så smukt. Det var kong Arthurs noble vision og vel egentlig også iscenesættelsens budskab.
