To ekstra deltagere lukket ind i Big Brothers hus. Det er hedt på kajen ved Sluseholmen i København. 200 mennesker steger i den danske sommersol med øl og engangskameraer.

Og som så ofte før har TvDanmark lagt en ekstra gimmick ind for at få mere omtale på programmet. Som rosinen i pølseenden bliver to endnu ubeskrevne blade kastet i ilden i Big Brother-huset, så man pludselig kan se 12 deltagere i vanviddets hytte frem for ti.

Forinden var der blevet ventet som ind i evigheden. Deltagerne i mediehysteriet Big Brother dukker nemlig op snart, hed det sig i går eftermiddag. De skal jo spærres inde i en masse dage, siger TvDanmark.

Big Brothers nye legetøj dukker da også op. Én efter én føres de nys fødte mediestjerner ned fra en toptunet speedbåd og frem på den røde løber af TV-værten Lisbeth Janniche, som smiler det bedste, hun har lært.

I baggrunden klapper fans, forældre og hangarounds stadig vildere. Og da den kække deltager Mik pløjer gennem vandet med båden, vifter en af TvDanmarks producere med hænderne.

»Klap,« lyder det. Og folket adlyder mediemanden med solbrillerne. Imens står den musikalske deltager, Sverres ven Dennis Samara, og ryster på hovedet over ventetiden - og den bagende sol:

»Det er underligt, at éns rigtig gode ven skal derind, og man kun kan se ham på fjernsynet. Jeg håber ikke, at han bliver hurtigt stemt ud og kommer til at fremtræde som den onde derinde,« siger Dennis.

Efter endnu en marathonpause er det blevet Sverres tur til at komme i ilden.

Han træder frem og omfavner Dennis, smiler til Lisbeth Janniche og kommer med et: »Du kommer til at vænne dig til det,« når fotografernes blitzer knitrer ned over ham.