Skuffet? - Selvfølgelig, indrømmer stjerneinstruktør Susanne Bier, som i den grad havde satset alt på at arbejde sammen med Hugh Grant i sin kommende film 'Lost for Words'.

Men i går sprang den engelske stjerne fra. På grund af 'kreative uenigheder' som den officielle melding lyder.

- Hugh havde sagt ja til rollen for længe siden. Grunden til, at han nu springer fra, er, at det for ham var en meget personlig rolle, at den på en måde kommer alt for tæt på. Og derfor har han fra begyndelsen haft sine forbehold, og vi har haft mange justeringer af manuskriptet, forklarer Susanne Bier.

I filmen skulle Hugh Grant spille dét, han er, en aldrende pigeglad skuespiller. Som bliver 'lost for words', da han får tilbudt stjernerollen i en ny film af en kvindelig kinesisk instruktør. Og ender, efter en heftig flirt med hendes oversætter, med at forelske sig i instruktøren.

Og den rolle og handling kom altså for tæt på.

- Det kunne være blevet rigtig godt og sjovt. Men han har været nervøs og usikker på, om det var den rigtige rolle for ham. Og desværre har det stået på alt for længe. Nærmest et lille år, forklarer Susanne Bier.

- Som markedet er i dag, er det desværre sådan, at stjernerne er mere og mere nervøse for at begå fejl. For de er aldrig mere værd end deres sidste film.

Grant vil spise med Bier
Selvom Hugh Grant stadig huskes og elskes for film som 'Fire bryllupper & en begravelse' og 'Notting Hill', har der de seneste år været langt mellem biografhittene.

Umiddelbart lyder rollen i 'Lost for Words' som én, der kunne sætte ham tilbage på komedie-kortet. Men sådan bliver det altså ikke.

- Men det er jo ikke sådan, at vi er uvenner eller noget. Han har da ringet og spurgt, om vi skulle spise middag, fortæller Susanne Bier, som nu skal til at finde en ny stjerne til sin engelske film.

- Først skal manuskriptet skrives helt om. For rollen var jo skrevet til Hugh. Så må vi se på, hvem vi kan få. Det skal helst være en stjerne med en skæv hjerne!