Danske stumfilm var en stor ting i begyndelsen af det 20. århundrede, og 100 år senere kommer de fra tidf til anden stadigvæk til ære og værdighed både herhjemme og i udlandet. Således i september, når The Silent Movie Theatre i Los Angeles viser en serie med danske stumfilm.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>"Det sker som en anerkendelse af den historiske og kunstneriske betydning, danske film, skuespillere og instruktører fra denne periode kan tillægges," siger lederen af biografen, Charlie Lustman, til Ritzau.

Hver torsdag i september er helliget de danske film, og serien åbnes med "Die freudlose Gasse," ("Joyless Street"), en af Asta Nielsens mange tyske produktioner, der også har Greta Garbo på rollelisten.

Senere følger bl.a. Asta Nielsens gennembrudsfilm, "Afgrunden," hvor hun spiller sammen med Poul Reumert, og hendes fremstilling af "Hamlet." Som en særlig hyldest til Nordisk Film, verdens ældste filmselskab, vises "Atlantis" fra 1913.

Instruktøren Carl Th. Dreyer er repræsenteret med en svensk film, "Præstens enke," og Charlie Lustman håber, at han også får Dreyers berømte "Jeanne d'Arc" med på plakaten.

The Silent Movie Theatre har en historie, der går tilbage til 1942. I 1997 blev den daværende ejer af biografen dræbt og bygningerne derefter sat til salg. Alle havde regnet med, at epoken som stumfilmbiograf hørte fortiden til, men Charlie Lustman, der bl.a. kan skrive stumfilmfreak på sit visitkort, lod sig lede af en hurtig indskydelse og købte stedet.

I november 1999 genåbnede Lustman stumfilmbiografen, der lanceres som den eneste af sin slags i USA. Stedets klassisk smagfulde indretning fremstår som den absolutte modsætning til de popkorns-templer, der kendetegner nutidens typiske biografbyggeri.

"Salen har 224 pladser, og som det sig hør og bør, spilles der levende musik til hver film. Heldigvis er det gået over al forventning. Vi har et stort publikum i alle aldre, der gerne vil stifte bekendtskab med alle de store navne fra filmens barndom, og det er dette publikum, som vi nu også vil give et indblik i dansk stumfilm."

Lustman har måttet udføre et sandt detektivarbejde for at skaffe filmene. Han har fundet alle kopier i USA, bl.a. på Museum of Modern Art i New York, og det er muligt, at de suppleres med en række kortfilm fra perioden, som i givet fald præsenteres med assistance fra Det Danske Filminstitut.

I 1990erne levede Charlie Lustman i perioder i København. Han er også komponist inden for popgenren og har forsynet flere danske sangere og grupper med sine melodier, eksempelvis "The Woman for You" til Monique.

Samtidig fik han også et indblik i dansk film, som kom ham til gode, da han skulle sammensætte serien af stumfilm, og den entusiastiske biografejer er ikke færdig med København og Danmark.

"Vi arbejder med planer om en europaturné med amerikanske stumfilmkomedier, og som det ser ud i øjeblikket, vil vi præsentere disse film i Danmark i begyndelsen af 2003," slutter Charlie Lustman.

Ritzau