USA oplever enorme problemer med misbrug af stoffet fentanyl. 

Nu er landet på vej med et lovforslag, som kan gøre opfinderen af en vaccine til mangemilliardær. 

Det skriver norske VG.

Stoffet er blevet berygtet i forbindelse med, at billeder af zombielignende misbrugere er gået verden rundt.

To tredjedele af alle dødsfald ved overdoser i USA sker i forbindelse med fentanylmisbrug. 

Det nye lovforslag vil - hvis altså det bliver vedtaget - betyde at den person eller virksomhed, som opfinder en decideret vaccine mod stoffet som forhindrer misbrug, kan få udbetalt en kontant præmie på en milliard dollars. 

Det svarer til syv milliarder danske kroner.

Præmien kan udbetales helt uafhængigt af alle de andre indtægter, som sådan en vaccine kunne forventes at indbringe i øvrigt. 

Ifølge VG siger flere eksperter, at sådan en vaccine er en reel mulighed og kan være tilgængelig om få år.