Bag Aserbajdsjans poppede facade gemmer der sig en virkelighed, som ikke rimer på demokrati.
Kaukasusbjergene rejser sig i al deres monumentale skønhed til lyden af bombastiske strygere og en mandsstemme, der taler om fred og harmoni på tværs af tro, kulturer og traditioner blandt alle verdens nationer.
Kameraet panorerer ud over det glitrende Kaspiske Hav og fanger den vibrerende millionby Baku. Såvel pittoresk smuk med sin blanding af middelalderlige slotte og små gader som dynamisk og fremadskuende med moderne storbyarkitektur og sine ekspressive kunstmonumenter på nogle af byens pladser. Og midt i det hele vajer stolt nationen Aserbajdsjans blå, røde og grønne flag med halvmånen og stjernen.
Reklamefilmen for dette års værtsnation ved Det Internationale Melodi Grand Prix er lige så postkortagtig, svulstig og overfladisk, som den plejer at være.
Hver gang, et land afholder det internationale Melodi Grand Prix, køres det helt store PR-apparat i stilling for at sælge landet til de 125 millioner TV-seere og dermed potentielle turister, der forventes at følge musikkonkurrencen.
Og dette års værtsnation har om nogen brug for det, for det er objektivt set de færreste, der uden at blinke kan placere Aserbajdsjan på det europæiske landkort.
Men lige siden, det blev klart, at Eldar & Nigar med nummeret »Running Scared« ville vinde finalen i Düsseldorf sidste år, har Aserbajdsjans ministerium for kultur & turisme arbejdet målrettet på at udnytte denne gyldne mulighed for at profilere den fjerne nation i europæisk øjemed. Juvelen i dette arbejde er Baku Crystal Palace.
Et helt nybygget sports- og koncertkompleks med 23.000 siddepladser som skal danne rammen om afviklingen af dette års semifinaler og finale.
Bakus infrastruktur er blevet forbedret med en ny ottesporet motorvej, en renovering af byens havnepromenade og levering af hundredevis af shuttlebusser, som skal fragte officials, deltagere og de tusindvis af formodede Grand Prix-gæster rundt i byen.
Bakus turistattraktioner er blevet forsynet med virtuelle byguides, og tilbage står så byens miserable hotelsituation.
Med kun 11.000 sengepladser på byens 90 hoteller er der langt op til de omkring 85.000 gæster fra 50 forskellige nationer, der deltog ved Det Internationale Grand Prix i Düsseldorf i 2011. Så mange gæster vil med sikkerhed ikke komme til Baku, hvor man regner med et samlet besøgstal fra udlandet omkring de 16.000, men det er stadig nok til, at man er blevet nødt til at placere gæster i lejede villaer og lejligheder og i nogle chartrede skibe i havnen.
Men trods bestræbelserne på at få det største arrangement i landets historie til at klappe og samtidig få solgt nationen som et glittet postkort i mættet technicolor med glade aserbajdsjanere i nationaldragter, der danser og spiller på trommer dagen lang, gemmer der sig også en anden virkelighed i landet.
For ganske vist har Aserbajdsjan ikke en Tymoshenko som Ukraine, og det internationale Melodi Grand Prix er ikke europamesterskabet i fodbold. Og der er næppe mange europæiske statsoverhoveder, der har tænkt sig at tage turen til Baku næstkommende weekend, men i et ungt land som Aserbajdsjan med et mere end skrøbeligt demokrati, hvor præsidenten overtog sit embede efter sin far i 2003, er der også en dagligdag, som næppe får et 30 sekunders indslag under festlighederne næste lørdag.
Den 23. november sidste år døde journalisten Rafiq Tai på et hospital i Baku. Fire dage før var han blevet stukket ned med kniv af en gruppe mænd på en parkeringsplads nær sit hjem i den aserbajdsjanske hovedstad, og i et sidste interview dagen før sin død udtalte han, at årsagen til overfaldet kunne være gengældelse for en artikel, som han havde skrevet den 10. november, hvori han kritiserede Mahmoud Ahmadinejad, præsidenten i Aserbajdsjans naboland, Iran, for at bringe islam i miskredit.
Tais familie anklagede efterfølgende de aserbajdsjanske myndigheder for ikke at gøre noget for at finde overfaldsmændene.
Den 18. april samme år blev fem andre journalister gennembanket for at have skrevet artikler om et oliefirmas nedrivning af huse i Baku, og i dag sidder ifølge hjælpeorganisationen International Media Support syv journalister fængslet i Aserbajdsjan, fordi de har kritiseret magthavere eller statslige institutioner i en eller anden grad.
Samtidig har både Amnesty International og Human Rights Watch direkte været ude for at kritisere Aserbajdsjan for ikke at overholde menneskerettighederne.
Ifølge Amnesty sidder mindst 16 personer uretmæssigt fængslet - udelukkende fordi de har ytret sig kritisk om landets styre ledet af præsident llham Alijev, og så sent som i denne uge har Amnesty rapporteret om en fredelig politisk demonstration i Baku, hvor politiet slog hårdt ned på de 300 demonstranter.
»Aserbajdsjan bliver uden tvivl en prangende scene for stemmer fra hele Europa, men uden for koncertsalen tolererer man ingen kritiske røster. Man har forbudt oppositionen at komme til orde. Fredelige demonstranter bliver fængslet, og journalister og NGOer bliver udsat for trusler og chikane,« siger John Dalhuisen, der er vicedirektør for Amnesty Internationals programmer i Europa og Centralasien.
Hos Human Rights Watch henviser man ligeledes til Aserbajdsjans knægtelse af ytringsfriheden på trods af, at landet så sent som i 2010 netop underskrev en erklæring fra European Broadcast Union (EBU), der står bag det internationale Melodi Grand Prix, om at arbejde aktivt for og respektere ytringsfriheden og en fri presse.
Den erklæring fulgte EBU op på under en konference i Geneve i forrige uge med deltagelse af repræsentanter fra Europarådet, Aserbajdsjans regering, adskillige EBU-medlemmer og en række menneskerettighedsorganisationer. Her lovede chefen for Aserbajdsjans departement for sociale politiske spørgsmål, Ali Hasanov, at regeringen ville undersøge samtlige sager omkring fængslede og mishandlede journalister, og at regeringen i øvrigt ville arbejde for at ændre lovgivningen omkring straf for æreskrænkelse.
Efterfølgende var EBUs generaldirektør, Ingrid Deltenre, meget tilfreds med udfaldet.
»Alle deltagere var enige om, at en fri og uafhængig presse sammen med en teknologisk infrastruktur og nogle lovgivningsmæssige rammer, der tillader en ubegrænset og ucensureret mediedistribution, er hjørnesten i ethvert demokrati,« udtalte Ingrid Deltenre.
Tilbage står så bare, at i Aserbajdsjan er begrebet »demokrati« meget bøjeligt. Reelt styres landet politisk, økonomisk og med Det Internationale Melodi Grand Prix nu pludselig så også kulturelt af en lille familieklan med præsident llham Alijev i spidsen.
Sidstnævnte er måske bedst udtrykt ved, at værtsnationen har sat selveste præsidentfruen, Mehriban Alijev, i spidsen for arrangementskomiteen bag Grand Prixet, mens svigersønnen, Emin Agalarov, i pausen under finalen på lørdag vil tone frem på millioner af europæiske TV-skærme med nummeret »Baby Get Higher«.
Hvem sagde, at politik og underholdning ikke har noget med hinanden af gøre?
