Rusland har indkaldt Thailands ambassadør for at protestere mod udleveringen af den russiske våbenhandler Viktor Bout til USA.

Ruslands udenrigsministerium har indkaldt Thailands ambassadør for at udtrykke sin "meget store skuffelse og forvirring" over beslutningen om at udlevere den russiske våbenhandler Viktor Bout til USA.

Det sker efter, at en appeldomstol i Thailand har imødekommet en begæring fra USA om at udlevere Bout. Han sættes i forbindelse med drab på amerikanske embedsmænd.

Den 43-årige Bout, der er kendt som "dødens købmand", er tidligere pilot i det sovjetiske luftvåben. Efter sigende taler han seks sprog og går under mindst syv forskellige aliaser.

Tidligere på dagen sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, til russiske medier, at han beklager "den politiske beslutning", domstolen har taget.

Lavrov antydede endvidere, at domstolen har været under pres fra USA.

- Beslutningen var, ifølge de foreliggende oplysninger, taget under stærkt pres udefra. Det er sørgeligt, sagde udenrigsministeren og tilføjede, at Rusland vil arbejde for at få Bout retur til sit hjemland.

Ifølge den amerikanske anklagemyndighed har Bout solgt store mængder våben, der været med til at holde liv i konflikter i Afghanistan, Angola, Den Demokratiske Republik Congo, Liberia, Rwanda, Sierra Leone og Sudan.

I USA risikerer Bout fængsel på livstid, hvis han bliver fundet skyldig i terrorisme.

/ritzau/AFP