Den spanske prinsesse Cristina vil ikke forsøge at undgå at komme i vidneskranken i sagen om hvidvaskning af penge og skattesnyd, hvor hun selv er sigtet.

Det oplyser hendes advokater lørdag i en pressemeddelelse.

»Hendes kongelige højhed har derfor besluttet at opgive sin ret til at anke, og hun møder frivilligt op for undersøgelsesdommeren på den påkrævede dato,« lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP.

48-årige prinsesse Cristina, der er den yngste datter af Spaniens kong Juan Carlos, bliver sammenkædet med sin mands lyssky forretninger. Ægtefællen er den tidligere håndboldspiller Inaki Urdangarin, som bliver efterforsket for at have svindlet med offentlige midler.

Dommeren Jose Castro har siden 2010 behandlet beskyldningerne mod Inaki Urdangarin. Da han også indkaldte prinsesse Cristina, skrev han i sin skriftlige afgørelse, at han havde besluttet at høre prinsessens vidneudsagn »om påståede forbrydelser om skattesvig og hvidvaskning af penge«.

Prinsesse Cristina skal give sin forklaring 8. marts som en del af retssagen mod ægtefællen, og vidneudsagnet kan ifølge AFP føre til formelle anklager mod den spanske prinsesse.