SYRIEN: I Syriens hovedstad Damaskus stiger dødstallet, efter at flere bilbomber eksploderede tidligt onsdag morgen lokal tid.

Mindst 34 mennesker meldes omkommet under eksplosionerne, som fandt sted i byens østlige Jaramana-distrikt kort efter klokken 6.40, skriver Reuters.

Ifølge syrisk stats-TV er yderligere 83 personer kommet alvorligt til skade, samtidig meldes der om materielle ødelæggelser i form af ødelagte biler og bygninger. Ifølge en anonym kilde fra indenrigsministeriet har myndighederne indsamlet 10 sække med jordiske rester af en række uidentificerede ofre for bomberne.

Der er endnu ingen, der har taget ansvaret for bilbomberne.

Oprøret i Syrien begyndte i marts 2011, og siden har op mod 39.000 personer mistet livet under sammenstødene mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper. BNB