Da den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov fredag gav et radiointerview, kom han med en udtalelse, der kan antyde en helt bestemt hensigt.

En hensigt om, at man ønsker at indtage den ukrainske storby Kharkiv.

Det er den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), der har bemærket interviewet i sin seneste analyse af den russiske invasion af Ukraine.

Fredag medvirkede Sergej Lavrov i et radiointerview med det, der beskrives som flere fremtrædende russiske statslige propagandister – og i den forbindelse signalerede udenrigsministeren tilsyneladende, at byen Kharkiv, som ligger i regionen af samme navn, kan være mål for en fremtidig betydelig russisk offensiv operation.

Her ses ukrainske soldater nær byen Kupjansk i Kharkiv-regionen den 18. april.
Her ses ukrainske soldater nær byen Kupjansk i Kharkiv-regionen den 18. april. Foto: Anatolii Stepanov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han (Lavrov, red.) er den første højtstående embedsmand i Kreml, der direkte identificerer byen som et muligt russisk operationsmål efter de seneste ukrainske advarsler om, at russiske styrker kan forsøge at indtage byen med start i sommeren 2024,« lyder det i analysen.

Videre skal Lavrov ifølge ISW havde udtalt, at byen »spiller en vigtig rolle« i den russiske præsident, Vladimir Putins, planer om at etablere en demilitariseret såkaldt »sanitetszone« i Ukraine.

Formålet med det skal være at beskytte russiske grænsebosættelser mod ukrainske angreb, lyder det.

»Lavrov udtalte, at Putin meget klart har sagt, at de russiske styrker skal skubbe frontlinjen langt nok ind i Ukraine – hvilket Lavrov udtrykkeligt definerer som ind i Kharkiv-regionen – for at placere russiske bosættelser uden for ukrainsk angrebsvidde,« skriver tænketanken i sin analyse.

Her ses et billede fra byen Lyptsi i Kharkiv-regionen efter et russisk angreb på stedet den 10. april.
Her ses et billede fra byen Lyptsi i Kharkiv-regionen efter et russisk angreb på stedet den 10. april. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

ISW beskriver det som »en meget vag definition«, da det i så fald »kan omfatte hele det ukrainske territorium, så længe der findes en uafhængig ukrainsk stat, som er villig til at forsvare sig selv«.

»Lavrovs bemærkninger antyder, at Kreml sandsynligvis vil bruge ideen om en konstant skiftende demilitariseret 'sanitetszone' til at retfærdiggøre russiske offensive operationer længere og længere ind i Ukraine,« vurderer tænketanken.

Det er ikke længe siden, at Ukraine advarede om en mulig russisk sommeroffensiv med det formål at indtage Kharkiv by.

Det bliver dog formentlig ikke nogen nem opgave, vurderer den amerikanske tænketank:

»ISW vurderer fortsat, at en russisk offensiv operation for at indtage Kharkiv by vil være et ekstremt ambitiøst foretagende, der vil udgøre betydelige udfordringer for både de russiske styrker, der er ansvarlige for indsatsen, og for den bredere russiske kampagne i Ukraine,« lyder det i analysen.

Samtidig oplyser tænketanken imidlertid også følgende:

»ISW vurderer også, at amerikansk militær bistand er afgørende for Ukraines evne til at forsvare sig mod enhver russisk offensiv sommeroperation, herunder mod Kharkiv by.«