Eftersøgningen efter al-Qaeda lederen Osama bin Laden kan have betydning for kampen mod polio, mener flere læger.

Umiddelbart lader jagten al-Qaeda-fyrtårnet Osama bin Laden og antallet af poliotilfælde ikke til at have noget med hinanden at gøre.

Men der kan være en forbindelse mellem den nu afdøde terrorleder og den dødelige sygdom, skriver New York Times.

Under bestræbelserne på at finde frem til bin Laden iværksatte CIA nemlig et vaccinationsprogram mod den frygtede sygdom, der tidligere også blev kaldt børnelammelse, i håb om at finde frem til verdens dengang mest eftersøgte mand. Det amerikanske efterretningsvæsen sendte ganske enkelt et vaccinationshold til Pakistan, hvor de mistænkte bin Laden for at gemme sig, og her samlede de informationer og DNA-prøver fra de vaccinerede.

Tricket blev sidste år afsløret i en britisk avis, og det har svækket indsatsen mod polio i Pakistan, hvor den frygtede sygdom stadig florerer.

Vrede indbyggere har siden jaget legitime vaccinationshold på flugt fra især de lovløse stammeområder nær den afghanske grænse og beskyldt dem for at være spioner. CIAs trick møder derfor hård kritik fra lægepersonale i Pakistan.

- Jeg kan dårligt forestille mig et mere dumt tiltag, og det var klart, at der måtte være en uheldig effekt, siger lægen Zulfiqar A. Bhutta, der er vaccinationsspecialist ved det pakistanske universitet Aga Khan.

Lægen Elias Durry, der er poliokoordinator for verdenssundhedsorganisationen WHOs er enig i, at det har hæmmet indsatsen mod sygdommen, men det er ikke alvorligt, siger han.

- Det har medført et tilbageslag, ingen tvivl om det. Men medmindre det (oprøret mod vaccinen, red.) spreder sig eller bliver en længerevarende affære, bliver vaccinationsprogrammet ikke seriøst påvirket, siger han.

I sidste måned forbød Taleban poliovaccinationer i to pakistanske distrikter indtil USA indvilger i at indstille sine omdiskuterede droneangreb i landet. De to distrikter i provinsen Waziristan ligger i de tyndtbefolkede bjergegne, hvor smittefaren er mindre end i områder med mange indbyggere. Hvor stort et tilbageslag, vaccinationstricket har medført for polioudryddelsen er svært at sige, foreløbig er der registreret 22 tilfælde af den frygtede sygdom i Pakistan i år mod 198 hele sidste år. Læger mener dog, at der for hvert et bekræftet tilfælde er 200 udiagnosticerede tilfælde.

Tilbageslaget mod poliobekæmpelsen er blot et af mange, idet sygdommen skulle have været udryddet i år 2000. Der registreres dog langt færre poliotilfælde i dag end tidligere, hvor omkring 600 årligt smittes på verdensplan mod 350.000 i 1980erne.