Myndighederne i den lille by Macleod på Australiens vestkyst bruger lige nu alle døgnets timer på at finde ud af, hvad der er sket med fireårige Cleo.

Teorien om, at hun er blevet udsat for en kynisk kidnapning – imens hun sammen med sin søster og forældre trygt lå og sov i deres telt – får for hver dag den lille pige er savnet ny næring.

Årsagen til, at kidnapningsteorien får stor opmærksomhed hos politiet skyldes blandt andet, at eftersøgningen med helikopter, der blev igangsat umiddelbart efter Cleo forsvandt forrige lørdag, ikke har kastet nyt lys over sagen.

Helikopterpiloten, som finkæmmede området lørdag morgen den 16. oktober – efter Cleos forældre havde meldt deres datter savnet – har til mediet news.com.au fortalt, at de ledte alle vegne.

»Vi sørgede for at lede under hver en sten, under hvert et træ og under hver en busk med helikopteren,« siger Justin Borg, der forklarer, hvordan de fløj få meter over landjorden for ikke at misse noget.

Især én detalje gør, at den rutinerede helikopterpilot ikke tror på, at Cleo var i området, den morgen de overfløj det.

»Når vi flyver ud og leder efter nogen, finder vi dem ret hurtigt, hvis de er i området. Især hvis du har med unaturlige farver at gøre,« siger Justin Borg.

Piloten referede til, at Cleo, den aften hun blev lagt i seng sammen med sin lillesøster i det ene af to rum i familiens telt, havde lyserødt nattøj på.

Foto: WESTERN AUSTRALIA POLICE FORCE H
Vis mere

Ifølge Justin Borg ville den markante farve skille sig ud i den brungrønne, marsklignende landskab.

Cleos mor har fortalt, at hun omkring klokken 01.30 natten mellem fredag og lørdag var oppe for at give Cleo noget vand, inden de lagde sig til at sove igen. Her havde Cleo stadig sit lyserøde nattøj på.

Da familien vågnede cirka fem timer senere, stod teltdugen til Cleos rum åben, og den fireårige pige var væk.

Fordi lynlåsen til teltdugen sidder placeret så højt oppe, mener politiet ikke, at hun selv kunnet åbne den og gå ud.

På et pressemøde i torsdag offentliggjorde myndighederne, at der er udloddet en dusør på en million australske dollars – svarende til 4,8 millioner danske kroner – for information, der kan føre til, at Cleo bliver fundet.

Politikommissæren i Western Australia, Col Blanch, understregede samtidig, at 'nogen må vide noget' om, hvad der er sket med Cleo:

»Nogen i området ved, hvad der skete med Cleo. Nogen har en viden, der kan hjælpe, og nu er der en million grunde til, hvorfor man skal stå frem,« siger han.