22. juli-kommissionens rapport om, hvad der gik galt i Norge under Anders Behring Breiviks terrorangreb, retter hård kritik mod politiet

NORGE: Anders Behring Breiviks nedskydninger på Utøya 22. juli kunne have været standset tidligere, hvis politiaktionen var foregået på en mere effektiv måde.

Det fastslår 22. juli-kommissionen i sin rapport, som er blevet offentliggjort mandag. Rapporten retter desuden en skarp kritik af sikkerhedsforanstaltninger omkring regeringskontorerne i Oslo, hvor Breiviks bombe blev udløst. Her var der allerede vedtaget forskellige tiltag, men de var ikke blevet gennemført. Kommissionen konkluderer således, at bombeangrebet i Oslo kunne have været forhindret.

Rapportens konklusioner blev fremlagt af formanden for kommissionen, Alexander Bech Gjørv.

- Desværre var der meget, der svigtede 22. juli. Vi har set betydelige svagheder i systemet og i organisationen. Men der var også enkelte personer, som ikke har udfyldt deres rolle, fastslog Bech Bjørv, da hun fremlagde rapporten i en fyldt sal på SAS-hotellet i Oslso.

Det tredjevigtigste kritikpunkt i rapporten retter sig imod PST, den norske efterretningstjeneste. Her kunne en bedre 'arbejdsmetodik' have betydet overvågningen af blandt andet Breiviks omfattende indkøb af kemikalier. Formanden ville dog ikke gå så langt som til at sige, at PST kunne have forhindret Breiviks angreb.

Opdraget til kommissionen var at få fakta om hændelsesforløbet 22. juli lagt helt fast. Hvad skete der? Hvorfor gik det, som det gik? Hvordan kunne samfundet lade det ske? Hvad kan vi ændre fremover? Det var de fire spørgsmål, som skulle besvares.

Rapporten indeholder i alt 31 klare råd og anbefalinger til forbedringer af beredskab og systemer. De anbefales af alle kommissionens 10 medlemmer, som blandt andre tæller tidligere politidirektør i København, Hanne Bech Hansen.

Rapporten er en omfattende sag på i alt 500 sider, og kommissionen har i det sidste år gennemført dybdegående interviews med omkring 100 personer.