Den økonomiske morads i Grækenland kan vise sig værre en kollapset i investeringsbanken Lehman Brothers.

Smitten fra de økonomiske problemer i Grækenland kan blive værre for resten af Europa end sammenbruddet i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers i 2008. Det siger ordførende direktør for Deutsche Bank Joseph Ackermann.

Grækenland har behov for en hjælpepakke på 12 milliarder euro (90 milliarder kroner) fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF) for overhovedet at være i stand til at betale sine tårnhøje gældsforpligtelser midt i juli.

Smitten kan sprede sig til hele eurozonen og sende chokbølger gennem verdensøkonomien.

- Bare Grækenland alene. Det er allerede stort. Men hvis andre lande inddrages gennem smitte, så kan det blive større end Lehman, siger Ackermann på en bankkonference, som nyhedsbureauet Reuters holder mandag.

Hans ord er en gentagelse af tidligere udtalelser fra Jürgen Stark, der er medlem af Den Europæiske Centralbanks pengepolitiske råd.

Han sagde, at en græsk gældsomlægning vil kunne overskygge Leman Brothers på det europæiske marked. Det blev begyndelsen på den globale finanskrise.

Franske banker har indvilget i at udsætte tilbagebetalingen af den græske gæld i 30 år, men der er endnu ikke opnået tilsvarende aftaler i Tyskland.

/ritzau/Reuters