Newt Gingrich fører for anden uge i træk kampen om at blive republikansk præsidentkandidat.

Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich cementerer sin position som førsteudfordrer til favoritten Mitt Romney i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat til valget i 2012.

Tirsdag debatterede de republikanske præsidentaspiranter udenrigspolitik, og her udmærkede den erfarne Gingrich sig med skarpe holdninger til USA's nationale sikkerhed.

Han fortalte, at han vil styrke den såkaldte Patriot Act, der har givet styrkede beføjelser til terrorbekæmpelse og overvågning.

- Jeg vil kigge på, om den kan styrkes, fordi jeg mener, at farerne bogstaveligt talt er så store, siger han og tilføjer, at "det er en ærlig erkendelse, at vi alle vil være i fare resten af vores liv".

En dugfrisk meningsmåling fra Quinnipiac University viser, at Gingrich har støtte fra 26 procent af de republikanske vælgere, mens 22 procent bakker op om Romney, der længe er blevet anset for at være favorit til at vinde nomineringskapløbet.

En meningsmåling foretaget af nyhedskanalen CNN giver samme føring til Gingrich.

Tirsdagens debatmøde viste dog også, at Gingrichs holdninger til ulovlig immigration kan skabe vrede hos dele af de republikanske kernevælgere. Den 68-årige politiker antydede nemlig, at han vil give amnesti til immigranter, der har været i landet i mange år.

- Hvis du har været her i 25 år, du har tre børn og to børnebørn, og du har betalt skat og overholdt loven og er en del af det lokale kirkesamfund, så tror jeg ikke, at vi vil adskille dig fra din familie, rive dine rødder op og smide dig ud med magt, siger han.

/ritzau/AFP