Nu er der kommet endnu en grund til at lade være med at klikke dig ind på mistænkelige eller sexede e-mails. De kan nemlig være en test, din chef har lavet.

Det var det i hvert fald i Taipei i Taiwan tidligere på måneden. Det skriver times.com. Her modtog mere end 6.000 offentligt ansatte en e-mail med emnet: 'Justin Lees sex video, download den hurtigt'. Men e-mailen havde intet med Justin Lee, der er søn af en rig forretningsmand og som er med i en verserende sex-skandale, at gøre. I stedet var e-mailen blevet sendt ud af chefen selv, der ville afprøve de ansattes kendskab til de mest basale sikkerhedsregler på nettet.

Og det var tilsyneladende ikke noget, de kendte særlig meget til. I hvert fald kunne omkring en ud af seks af de ansatte ikke modstå fristelsen og klikkede på e-mailen. Ud over de 6.179 modtagere åbnede 996 af dem for linket. 

Nu står de sex-nysgerrige over for at skulle deltage i et to-timers langt kursus, hvor de skal lære alt om virusfarer, hacking og andre årsager til, at man ikke må klikke på den type links.